Sejlermælk

Vi fandt ud af, at der er hønseskidningskonkurrence i næste uge… og Dynamit Åge har lagt til i sin gamle militærbåd – det må undersøges. Fortsættelse følger…

Læs videre “Har der levet kannibaler på Anholt?”

Godt 10 sømil nord for Halmstad ligger der en lille idyllisk havn, som er lige til en anbefaling – Skallekroken. Her er vi nu. Anholt må vente lidt! Vinden er i vest og vi gider ikke hugge mod bølger og vind for motor en hel dag. Skallekroken ligger i naturskønne omgivelser med en pittoresk klippeknold som scenisk baggrundstæppe.

 

Der er kolde is og sodavand plus vaffeldej i klubhusets køleskab og en stor lavvandet strand, hvor ungerne allerede har tilbragt mange timer med at fiske krabber og fladfisk.

Mads har lavet krabbefond ud af nogle af krabberne og vi vover at spise det til aftensmad, da havnen er så lille og vandet ser rent ud. (Red. Det smagte virkelig ikke godt!) Vi krydser fingre for at vi ikke får skaldyrsforgiftning.

De allerførste blåbær er blevet modne og særligt Anker synes det er meget ærgerligt at forlade blåbærrenes land, nu hvor de næsten er modne.

Skallekroken er også stedet hvor hele familien er kommet så tilpas langt ned i gear, at der er tid til eftertanke både over små og store ting. Mads savner sin mor, som døde fra os i april, vi er begge to mere eller mindre konstant bekymrede for de igangværende klimaforandringer og hvad det får af betydning for vores unger – det gør ondt at  nyde den store skønhed vi ser overalt på vores færden på havet og de naturskønne kyster og samtidig vide, at vi måske mister det hele… Vi håber ikke ungerne mærker vores bekymringer…  og vi gør vores bedste for at vise dem igennem handling, at det stadig nytter og en sejlbåd er et udemærket sted at lære om begrænsede ressourcer. Der skal spares på vandet, der er begrænset til vandtankens størrelse, strøm til computeren, lyset og køleskab er begrænset til den mængde strøm som er på batterierne, og de skal lades op når vi er i havn.  Og ikke mindst er det kun muligt at lave en vis mængde pølser i toilettet før tanken er fuld, og det er på tide at komme på havet og spille på den brune klarinet.

Der er også grænser for, hvor meget der kan købes så ind i supermarkedet – det skal kunne slæbes hjem i en rygsæk. Eller på Ankers løbehjul. Havnefogeden her på havnen, en flink fyr der hedder  Nik, er i skrivende stund i færd med at køre Mads i Hemköp i sin bil, så vi kan få fyldt båden op med Norlands Guld – måske fordi vi gav dem en hånd med at lægge til efter en lidt uheldig havnemanøvre i Halmstad. Så det er jo ren luksus.

Det er også nu – efter en uge sammen på bådens knappe kvadratmeter, at vores små irritationsmomenter over hinandens og særligt ungernes hærgen på båden kommer op til overfladen : tal nu normalt, lad være med at skabe dig, prøv nu at lade være med at spilde osv. Det er særligt Anker det går ud over, da han altid er i fuld gang med at tænke over mindst 10 forskellige ting på en gang og derfor ikke skænker det en tanke, at han hænger ved bordet, taber mad ned i Mumrikkens hynder og har mad i hele hovedet. Vi prøver at være gode og tålmodige, og vi ved at det tager tid at opbygge gode vaner og familiemønstre på båden, men det lykkes ikke altid at bevare roen, særligt ikke når vi konstant har hænderne fulde med båd-praktikaliteter og baby og nattesøvnen ofte er temmelig sparsom.

Så får man dårlig samvittighed over at være en sur og utilstrækkelig forældre. Jo, sejlerferie er måske nok en badeferie, men en særdeles aktiv en af slagsen. Heldigvis skinner de gode stunder stærkere end de dårlige og vejret er godt, og så spiser vi på bordene oppe på kajen, hvor det er ok at spilde lidt.

Læs videre “Midsommer”

Vel hjemme fra varme Sicilien fortsætter årets sommertogt i det ligeså varme DK. Agurketid, istid, sommertid, til tider helt fri fra tid og blot nærvær om båden, havet, ungerne og den evigt varmende sol over vandet. Der er noget særligt smukt over at sejle i Danmark om sommeren. Det er som om vores normalt så kleine land breder sig ud og bliver fuld af endeløse bugter, smukke landskaber og eventyr, der venter lige rundt om næste pynt. Denne sommer er helt særlig på grund af de mange sammenhængende varme sommerdage, 53 I træk med idag. Her ses en lille stemningsrapport fra Smålandshavet:

Vi er heller ikke alene derude på sund og bælt – statistikkerne for sommerens gæstende sejlere i havnene taler om over en  million overnattende og stigning på 10-12 procent sejlere i forhold til sidste år. Særligt i det sydfynske øhav, hvor vi har plasket rundt den sidste uges tid, virker det som om hele Nordeuropas samlede antal lystsejlere har valgt at valfarte til.  Skipper Mads og undertegnede Kaptajn, har sejlet rundt i en børnefri Mumrik de sidste par dage, har nærmest sejlet i cortege mellem Svendborg og Marstal, ikke noget med at vige sin plads i rækken af både  da man så ricikerer at få en motorbåd lige i nakken. På grund af de propfyldte havne har vi iår ligget langt mere for Anker og ved turbøjer, end vi plejer.

Det varme og stille sommervejr har gjort det til en stor fornøjelse at gå efter de mange gode ankerpladser – og så sparer vi ikke mindst en hel del på havnepenge. Engang ca hveranden eller hver 3. dag, afhængigt af strømforbruget, må vi dog gå i havn for at tanke strøm og vand. For et par dage siden lå vi i Ballen havn, som er en frihavn. Så er det gratis at ligge der, bortset 30 kroner i miljøafgift.

I  Ballen er der plads til allen – bare man ikke stikker for dybt i Ballen. Vi mødte Ruffi (Roofie? ) I Ballen. Ruffi – en ældre herre, som har sejlet på de 7 Verdenshave, kunne berige den voksne besætning på Mumrikken om, hvad man bør proviantere i den tyske havn Heiligen Hafen: cappuccino-pulver og paranødder er efter sigende hvad man især sparer penge på at købe her. Ja og også valnødder – de ligner små hjerner netop fordi de er gode for selvsamme hjerne. Sådan kan man lære så meget af de ældre og mere erfarne sejlere rundt omkring i de danske havne. Roofie inviterede Mads på kaffe kl 23 om aftenen – et tilbud man ikke takker nej til. Nu har Mads lært, hvordan vi måske fixer vores bovpropel – Roofie er nemlig også elektriker. Et på alle måder interessant nyt bekendtskab.

Luk øjnene og forestil dig den top lækre hvide skinnende sejlbåd og den ferieafslappede familie i det turkisblå Middelhav. Solen skinner (der er IKKE 34 grader i skyggen, høj luftfugtighed og masser af myg), delfinerne springer foran bådens stævn og alle de venlige sicilianere vinker til dig inde fra bredden med olivengrene og citrusfrugter. SCRATCH – Den drøm har holdt mig kørende hele vinteren, men jeg bliver nødt til at starte med at afsløre, at denne smukke drøm  til dels ikke blev modsvaret af virkeligheden…  Da familien Paluszewski-Hau efter at have været til alletiders drømmebryllup i Reggio de Calabria hos gode venner, endelig påmønstrede udlejningsbåden I Porto di Trapani på Siciliens nordvestlige kyst, var vi godt brugte efter at have rejst hele dagen. Vi nåede kun lige frem til havnen til tiden. Vi havde spildt dyrebare minutter efter kaptajnen i Trapani lufthavn, efter bedste blondine-med-gravid-mave havde forsøgt at prutte om prisen på taxaturen fra Trapani lufthavn til havnen , med det resultat at samtlige taxachauffører endte i et heftigt skænderi! Vi endte med at betale “the fixed price” på ialt 30 euro for turen som tog 15 minutter… Havet var sådan cirka præcist så blåt og klart som vi drømte om hjemmefra – fratrukket de manglende springende delfiner i solnedgangen, de er vist forsvundet pga overfiskning og færge trafik, og det faktum at det var lidt rigeligt spændende, at bade i det indbydende klare svømmehalsvand, da de globale klimaforandringer havde sørget for at tilplastre vandet med de forbistrede små brandmonstre til Medusa’er – Stronza hvor gør det ondt at blive stukket i røven af sådan en fætter!

Men det, der smadrede de høje forventninger mest var båden…. og dem vi lejede den af.

Ja det er både temmelig dyrt og temmelig besværligt lige at flytte familien over i sådan en halvsmadret Jeanneau Sun Odessey 33 , som udlejningsselskabet sætter ca. en times tid af, til at sætte dig ind i. Hertil kom afbrydelser af div. opkald fra andre kunder.. tilsat lidt hylende unger.  At båden er brugt og ikke shiner I alle detaljer kan vi sagtens leve med. Men at batterierne er afladte, strømkablet smadret, at der skal afregnes kontant og selskabet Saylogy ikke har informeret om dette på forhånd, (Mads løb en hurtig sprint de 2 km der var til nærmeste bankomat og tilbage ) , og at de også liiige har glemt børneredningsvestene er ikke i orden. Således gik den første dag ud af ialt 6 hele sejlerdage til en samlet pris af små 10.000 kroner, med at prøve at få styr på strømmen og sejle det første stykke til øen Favignana uden sikkerheden i orden. Favignana er den ene af de ialt 3 øer der udgør de ægadiske øer.

Vel ankommet til Favignana havn, på øens nordkyst – en smuk, livlig og charmerede havn, + en autentisk siciliansk by, tonsede familien rundt i den kogende middagshede for at prøve at skaffe de manglende veste – uden held.

På de Ægadiske øer skal man ikke forvente, at møde engelsktalende lokale. Efter at have spurgt de første 10 butiksejere med fagter og tegnsprog uden held, kulminerede det i et  temmelig ukontrolleret frustrations opkald til den stakkels dame fra det lokale selskab:  Seafolk.it, der står for al det praktiske. Kl otte om aftenen ankom selv samme dame med færgen til Favignana + 2 børneredningsveste. Så langt så godt.

Måske skal man ikke forvente, at man bare sådan kaster fortøjningerne og er I gang med nye spændende sejlereventyr på Middelhavet fra første dag, men så er 6 dage bare alt for lidt. I det hele taget bar vores 6 dage ombord på vores lejede Jeanneau præg af, at have alt for lidt tid til afslapning og sejlereventyr og alt for mange praktiske udfordringer og diskussioner om, hvor langt vi kunne sejle med den givne vejrudsigt og til hvilken destination. Turen bød dog også på nogle smukke og gode oplevelser, maden, isen, kaffen og de smukke øboere især . De Ægadiske øer – de to ud af tre vi nåede at se, er naturskønne og charmerende, med mange gode ankerpladser med ankringsbøjer, som du så godt nok også betaler for. 27 euro for en nat.

I de bedste ankringsbugter må du ikke kaste anker om natten. De lokale siger, at det er pga. naturbeskyttelse, men det lugter nu lidt af, at være en god fidus for at tjene penge på føromtalte ankringsbøjer.

Konklusionen på turen er, at det er fedt at have fået afprøvet en gammel drøm om at sejle i Middelhavet. Men skal vi gøre det igen skal det gøres ordentligt og ikke være i de varmeste sommermåneder. Så bliver det enten i egen båd eller med andre sejlere, som skal sejle i længere tid end sølle 6 dage… Og mere end de sølle Ca. 30 sømil vi nåede at sejle ialt… Plus lidt flere italienske sejlergloser i håndbagagen! Nå ja, og så uden en meget gravid kaptajn.

 

 

Tjah, for nu ikke at trække pinen længere ud for alle dem, der spændt venter på slutningen, så gik vi altså ret meget på grund på vej ud af Bergkvara. Og det var min skyld, Kaptajnens skyld! Og grunden til denne misere er kun at finde i det faktum, at dagen fra morgenstunden var en lortedag. Bogstavelig talt – for den morgen vi skulle forlade Bergkvara og nå et godt stykke sydpå før en varslet storm ville hærge den del af Østersøen, så var toilettanken flydt over… Igen. Den brune klarinet var ikke blevet spillet på i alt for lang tid og sælerne ikke fodret i ren forglemmelse og almindelig hjemsejlads hastværk. Så der var immervæk et par timers rengøring på den rigtig ufede måde. Af en eller anden mystisk og uforklarlig grund meldte  Kaptajnen sig til denne opgave mens resten af familien gik på stranden. Måske udsigten til noget virkelig anstrengende alenetid? En anden øv-ting var at hele agterliget på genuaen hang i laser og kun nødtørftigt var lappet sammen med sejlertape og sejlertråd.

Således forsinket af tis, pølser, og forsejl, kom familien temmelig sent afsted den dag og Kaptajnen får i sin fækalieomtågede og let stressede tilstand ikke tastet ruten ind i gps’en – hva fanden, det var jo anden gang vi skulle sejle ud af det havneløb og så… BANG!

Man skal prøve at sejle på et stykke svensk grundfjeld for virkelig at forstå, hvor skræmmende ubehageligt det er. Efter det øredøvende brag+ børn og voksne som vælter rundt i hinanden, så følger nogle meeeget lange sekunder, hvor båden knirker og knager, og vipper faretruende fra side til side på det tvivlsomne og uvante underlag af klippegrund, så kommer der et lille lys i knolden af overlevelses instinkt- Kaptajnen samler hylende unger op og trøster – og Mads overtager roret og får på en eller anden måde bakket os ned af det undersøiske fjeld igen. Avs, den oplevelse sidder stadig og lurer i kroppen, som noget du IKKE skal prøve igen. Vi luskede tilbage i havnen, temmelig rystede. Kaptajnen synes ligesom det måtte hvile på hendes tankeløse skuldre at trække i våddragten og finde ud af, hvor slemt det stod til med Mumrikkens køl og bund. Ja, køl og ror sad stadig fast, men det så ud som om, en stor haj havde taget en bid af begge dele. Thank heaven for Mumrikkens blykøl! Vi besluttede derfor, at liste for motor til Karlskrona og få Mumrikken løftet og tjekket ordentligt af fagfolk. Men en temmelig nervepirrende tur med grundstødningen i frisk erindring som et mareridt, der genspillede sig igen og igen i hovedet i mange efterfølgende dage. Særligt Anker var påvirket af grundstødningen resten af hjemturen. En virkelig ærgerlig afslutning på et ellers på mange niveauer perfekt sommertogt. Heldigvis skulle det vise sig, at vi havde været svine heldige, og Mumrikken havde kun lidt kosmetiske skader, som Mads selv kunne fixe vel hjemme i Lynetten igen.

Resten af hjemturen forløb heldigvis ganske fredeligt og endnu en gang viste Hanø-bugten sig fra sit absolut vindstille jeg. Det blev til motorsejlads på en spejlblank bugt og ungerne fik under Kaptajnens strenge ordrer skuret dæk og vasket vinduer.

Det var mærkeligt at komme hjem til hverdagen igen. Lejlighed, job og børnehave. Vi overvejede seriøst at købe et gammelt landsted og flytte til Svendborg. Istedet har vi nu fået et andet større projekt, da der i løbet af de kolde vintermåneder er plantet en lille spire i Kaptajnens mave. Så nu er vi landfaste i København en tid endnu. Hvem ved – måske venter der et nyt sejler-eventyr på os, når der nu alligevel skal holdes barsel hen over næste forår og sommer. Vi er uanset hvad enige om, at vi skal afsted igen. Og vi kan varmt anbefale denne rejseform til andre, der måtte have langtursdrømme i tankerne.

So stay tuned – sommeren byder her på Sejlermælk også på en smagsprøve på Middelhavs familiesejlads, når familien om en måneds tid rejser til Sicilien for at fejre gode venners bryllup og i den forbindelse liige har lejet en 33 fods Jeanneau i en uges tid fra Porto Tripani.

Ak ja kære læsere. Hverdagen er lidt ligesom narko, i starten tænker man, at det overhovedet ikke er vanedannende. Men så lige pludselig – haps! så sidder du fast i hverdagens klæbrige edderkoppespind igen,  og kan dårligt huske, at der fandtes et andet liv.

Der er gået alt for lang tid siden det sidste blogindlæg, og vi har nu været hjemme i København i over 2 måneder. Men jeg bliver punket fra mange kanter til at få skrevet en afslutning på vores nordiske odysse. Stor tak til alle vores trofaste læsere, det er en god motivation til at få afsluttet eventyret. Så  nu river jeg de klæbrige hverdagstråde over så godt jeg kan og flyver tilbage på Mumrikken- og vores rejse hjemover i den vindblæste Østersø.  Sæt dig godt tilrette, for her kommer: Le Grande Finale – første del

Vi havde sat damer af i Nyköping. Herfra gik det for fuld fart sydover, med en ilter styrmand Mads ved roret og en bidsk halvvind fra øst. Mads og Mumrikken sejlede hele strækket ind og ud imellem skær, klipper og smalle steder i den sidste rest af Norköpings skærgård, hvor tungen og Mumrikkens rat skulle holdes snorlige for ikke at hamre ind de bølgebruste skær. Planen for den sydlige hjem-overfart var klar: Sejl for satan! Så langt vi kunne nå i dagslys – pust ud i en havn for natten og så op og afsted igen. Efteråret havde gjort sit indtog i Østersøen og for første gang på knap et halvt år var vejret ikke helt med os, men bød på regn, blæst og byger i store mængder. Med andre ord var det om at få sejlet skærgården agterud og udnytte enhver brugbar sejlads-dag.

Som havde en fandenivoldsk sømandsånd af en flyvende hollænder gjort sit indtog i styrmand Mads, så blev der sejlet, og sejlet og sejlet – med en Mads ved roret med lys i øjnene og med et konstant sammenbidt lille smil i den ene mundvig.

Mads sejlede os til Vestervik – helt øde og forladt i havnen med undtagelse af 2 rådyr, som spiste nedfaldsæbler.  Herfra gik turen sydover til Øland, Byxelkrok. En underlig fornemmelse at gense Byxelkrok uden for sejlsæsonen. Byxelkrok var stedet på Øland, hvor vi spiste grillet frokost på stranden i guddommeligt smukt juni-sommersolskin med Kaptajnens forældre og ivrige unger, som fandt forsteninger overalt på stranden. Nu var himlen blygrå. Alle de små cafeer og havnesmåbutikker var lukket for sæsonen… mørket indfinder sig allerede omkring aftensmadstid nu. Så afsted igen så snart lyset har indfundet sig nok til, at vi kan se havnemundingen. Det var nu så som så med at kunne se den havnemunding… Hele vejen over Kalmar Sund fra Byxelkrok til Kalmar – en tur på knap 50 sømil, foregik i tyk tåge, finregn og for nedrullet cockpit telt. Ingen vind. Så 50 sømil for lyden af en hårdtarbejdende motor. Ungerne hyggede sig heldigvis.

Hele familien var enige om, at vi fortjente en tur på Bio-Bar – En temmelig uovertruffen burgerbar på Kalmars gågade, hvor vi også spiste på vej nordover. Her fik Frede (endnu engang) charmet både gæster og tjenere så meget, at han sejrsikkert gik derfra med en kaninbamse – til storebror Ankers store fortrydelse. I Kalmar blev vi et par dage og fik provianteret og vasket underbukser og børn, alt imens en omgang kraftig vind og ditto byger passerede forbi os ude i sundet.

Fra Kalmar var der styrmandsskifte, og Kaptajnen overtog for sidste gang på denne rejse roret og kursen for Mumrikkens hjemrejse. Vinden var gået i sydvest – der kommer den fra ca. 75 % af tiden, så der var bidevindsejlads på kryds mellem Øland og fastland over Kalmarsund.

Solen skinnede fra en blå himmel igen, mågerne skreg, ungerne så Wall-E for 117’gang og Mumrikken lagde sig pænt ned på siden og susede afsted. Desværre uden at få ædt særlig mange sømil på den udstukne sydlige kurs. Så er det godt med en indenbords motor. Så med motordyret til hjælp nåede vi frem til Bergkvara – en havn vi også lå i på udrejsen. Her holder vi lige en pause og nyder stilheden og en smuk solnedgang – for nu bliver det altså actionpacked i næste afsnit af Sejlermælk.

 

Fortsat fra forrige nummer af verdens mest actionpacked blog:

Vi var blevet lykkelige på Lökholmen. Alt var så godt og så flot, og det er fedt at bo småt. Solen skinnede i den glitrende skærgård og kækt fortsatte vi vores rejse udi den Stockholmske skærgård. Vi begynder at føle os som ægte søens folk og har udviklet sugekopper under fødderne, ens topmaver og stærke arme som rutineret hiver i fald og liner. Mads’ skæg kan helt sikkert gøre den bedste skipper misundelig. Med kursen sat sydover mod Utö, simpelthen drønede vi afsted i den navnkundige Mumrik. Med vinden agten for tværs og høj sensommersol var det bare kommers for en skibskat. Den store blå gennakker var sat  og Mads havde helt kontrol over bæstet og satte fartrekord sydover, hvor vi var oppe og snuse til små 8 knob.

 

Det var en forrygende tur, hvor vinden øgede fra let til frisk uden at vi sådan rigtigt opdagede det, der var bølger med tænder og pludselig var det blevet temmelig svært at få ballonklyveren ned igen i den friske vind mellem alle de små klippeskær, der findes i rigelige mængder her. Der var ikke rigtig plads nogen vejne til at få kæmpedragen ned, så vi fortsatte vores flyvende færd med tungen lige i munden. Det gik heldigvis godt. Vi fandt en smuk naturhavn, som vi for en gangs skyld havde helt for os selv. Det mærkes tydeligt at sommerens sejlsæson er ovre for de allerfleste nu. Vi er næsten alene i skærgården, som er klædt i sensommerens gyldne farver.  Her er røde rønnebær, og lyng der dufter og dækker de nøgne klipper med deres smukke lilla farvelade. Fiskene griner af os fra deres hjem i havet – fiskelykken har ikke været med os, siden Kresman tog afsked i det finske. Over vores forblæste hoveder trækker gæssene sydpå i deres karakteristiske v-formede flokke og det sidste blåbær er plukket for i år. Efteråret har så småt gjort sit indtog på disse breddegrader.

Det var storslået og absolut naturskønt, at ligge alene i den beskyttede vig ved Sadelōga- lige indtil Kaptain S.P.Hau tændte for motoren. Den havde ikke sådan specielt meget lyst til at starte…

Nå  da- og alene var vi også, så ingen til at trække os ud af havnen eller komme med gode råd. Men når man er gift med en fixeræv er der ingen grund til panik. Volvo penta manualen kom frem og vi læste os frem til, at det var lang tid siden at nogen havde været lidt gode ved den stakkels motor. Den både tørstede efter et nyt oliefilter og et nyt brændstoffilter. Så det fandt vi ud af at give den. Susanne tørrede den af for olie og skidt med vådservietter, som en anden barnenumse. Vi var lidt stolte af os selv og skulle til at prøvestarte motoren, da Mumrikken pludselig begyndte at drive ind mod Sadelöga’s skarpe klipper – ankeret havde revet sig løs!

Der skulle iværksættes redningsaktion – og kaptajnen måtte gå i gummibåden og banke en ny fortøjning op på en lille klippe ude i vandet, som kunne forhindre at Mumrikken blevet banket ind mod klippevæggen af vinden.

Mads faldt i vandet, mens han balancerede på to våde sten og samtidig holdt Mumrikken væk fra klippesammenstød med vores bådshage. Men han holdt Mumrikken fri og hovedet koldt, og med Kaptajn S. P. Hau som levende fender mellem Mumrik og klipper, fik han startet motoren og dirigeret os væk fra klipperne. Pyyh.

Sikke en omgang.

Med motoren godt igang igen, følte vi os trygge og kunne også slukke den og starte den igen uden problemer. Således ude over alle vores genvordigheder, skinnede solen igen over besætningen og  sejlene blev sat til bidevind på en frisk sydvestlig vind og med en god fart i skuden fræsede vi til øen Nätterö.

Vi ville være gået i havn på Utö, der ligger lige nord for, men med en havneleje på 320 svenskerdollars betakkede vi os. Istedet gik vi til den lille ø, som har fine badestrande og en vældig fin bryggebro, som kostede gratis at ligge ved.

Her var endda også en spændende historie med en svensk dronning som i 1600-og purløg søgte tilflugt fra onde mænd i en klippehule på øen, hvor hun begravede sin elskede konges hjerte. Så på dette skønne og romantiske sted tilbragte vi et par dage med at lege ninja, klatre i træer og løbe i mørke mens vinden gik i syd og øgede til stormstyrke.  Kaptajn S. P. Hau fandt sin skovtrolde-tvilling, og en ravn landede et belejligt sted, da Mads var på stranden, endnu engang uden underbukser. Cowa Bungaa!

Nätterö kan varmt anbefales, og man ligger fint fortøjet ved den gratis bro, som også fungerer som tillægningskaj for en lille færge, som sejler til Utö. Så læg til her, istedet for i den dyre havn på Utö, skulle nogen komme forbi med deres båd her i denne lille del af verden.

Det skulle vise sig, at motoren alligevel ikke var blevet helt rask oven på sin sommerforkølelse.  Så vi tog den korte tur på knap 10 sømil, der er over til Nynäshamn. Her var der et mindre værft, hvor de reklamerede med div. motorservice og  nu havde vi tænkt os at få fagfolk til at kigge ned i det efterhånden velkendte motorrum . Men der var travlt i biksen, så vi måtte endnu engang selv stå på hovedet i motorrummet – det er også bedre end at gå til fitness – måske det snart bliver en motionstrend og sejlernes pendent til crossfit og hot yoga?! Vi skal være de første til at bekræfte, hvor mange muskler, man sætter i arbejde af bare 20 minutter i dette herlige varme rum. Denne gang blev også brændstofforfilret/vandudskiller skiftet og renset, så nu er motoren kun en lille bitte smule sommerforkølet, når den starter fra kold. Men nu var det også på tide at få taget et større ryk sydover, for der skulle samles damer op i Nyköping fredag d. 1. september – Susanne’s veninder Bitten og Anne, også kendt under deres streetnavne: Fitten og Fannan aka Bitski og Mo’mor.

Så efter en temmelig urolig nat i nordhavnen på den aflange Ø Öja, hvor en strid vestenvind stod lige ind i den lille havn, og fik Mumrikken til at hoppe og danse, og Kaptajn S. P. Hau var utallige gange på dækket for at prøve at tage livet af en særligt enerverende knirkelyd, (red. det lykkedes hende ikke), nåede vi for jerngenuaens hjælp de 32 sømil ned til Nyköping, hvor de to damer skulle påmønstre – og glad var Kaptain S. P. Hau for gensynet for 4 måneder er nu alligevel lang tid uden sådan et par dejlige damer – og de havde remoulade med til en besætning, der nødtørftigt har holdt den kørende på svensk remouladesovs i efterhånden mange uger.

 

Det blev til 48 timer, hvor den ene dame var mere eller mindre konstant søsyg – også inde i havnen og på søsygetabletter, den anden dame var til gengæld lidt for frisk og sov ikke i 48 timer, men tilgengæld er der blevet snakket om stort og småt, lavet hybenmarmelade, overnattet ved hjortenes ø i Nyköpings skærgård, drukket kaffe med guds egen sejlermælk, snakket, hoppet i havet, dyrket friluftspølsning, røget smøger, snakket, svedt igennem i saunaen og…. snakket.

Nu er det slut med tant og fjas for nu sejler vi hjem til hverdagen, der venter lige rundt om hjørnet.