Hej med jer! Vi har fået link til vores logbog øverst i menuen. Her kan i se hele ruten + en masse sejlernørds info.

Sverige bryster sig af deres miljørigtige og rigelige produktion af energi, Wattenfall og alt det der. Måske er det af denne, eller af andre helt uransagelige grunde, at det er stort set umuligt at tanke diesel på Gotland? Tanken er ved at være tom, (lissom barskabet), og næste sejlafsmæssige påfund er at sejle de godt 100 sømil, der er til Estland. Så er gode dyr jo rådne, som man jo siger. I Fårösund Marina fik man lidt samme fornemmelse, som en gammel guldgraver i en forblæst westernflække, eller festivalpladsen i Roskilde på en novemberdag. Den sjömack (dieselstander), som den lokale havneguide så flinkt lover på trykt og glittet papir, er enten havnet på skrotpladsen eller solgt til nogen nyrige russere som fik lyst til at spæde deres vodka op med sjömack… Tyvärr – Den var der ihvertfald ikke… Mads sukker højlydt på bænken ved siden af. Han har ikke flere rene underbukser, og nu har vi taget turen til Slite på østkysten, fordi der var en flink havnefoged i Lauterhorn, der sagde, at man kunne finde omtalte sjömack her.

Nix nej. Kun på benzintanken oppe i byen, og der har nogen fået den politisk korrekte ide, at spæde diesel op med 7 % biobrændstof. Og bioskidtet giver dieselpest, så deet.. Susanne forvekslede toilettank-tømmeren med en dieselstander i lauterhorn havn. Så nu har rejseselskabet Sandor Resor da vist enten grinet eller undret sig i stor stil over den mail, Susanne sendte dem om brug af deres såkaldte dieselstander. Lang historie kort – nogen gange går danskere og svenskere en af smule galt af hinanden rent sprogligt.  Men hvad pokker gør de gotere som har motorer i båden???  Måske får vi svar på det store spørgsmål i næste nummer af Sejlermælk.

Det ENESTE sted på Gotland man kan opstøve de gyldne dråber er i Visby. Og der har vi været. Lige nu er der ret langt til Visby. Især fordi vi er blæst inde i Slite – vinden ligger på omkring de 12 m/sek. Og øger til stormstyrke i løbet af i nat og i morgen blæser det hele dagen i det knaldrøde felt på vejrtjenestens vindkort, og derfor med en god portion sandsynlighed også i virkeligheden.

Men vi förtvivlan inte, for i skønne Slite koster det 100 kroner for et toiletkort, som man måske/måske ikke får igen. Og så er den store attraktion en cementfabrik. Den må vi bare se. Og et (som alle andre havne på Gotland) søfartsmuseum (!). Det har vistnok åbent mandag eftermiddag, men kun ved fremvisning af gyldigt toiletkort. Heldigvis finns et Systembolaget. Så kan vi i det mindste kaste kølig hvidvin i hovedet på os selv og stormvinden fra øst.

Når man fratrækker det med diesel, så går det faktisk helt godt her på Gotland. Vi har opdaget den gotiske pendent til Christiania. Bare uden hippier og besætterånd.  Og antikapitalisme. Og rockere og hash…  Bungenäs hedder det.

Ok det minder så kun om Staden på den  måde, at det er et lækkert pittoreskt industri/natursmukt gammelt militær område med et smadret gammeltkalkbrænderi + stenbrud, som har været adgang forbudt-område.

Nu er området opkøbt af fremtidssmart rigmand og entreprenør. Kalkbrænderi fabrik er omdannet til lækker restaurant, af mænd med det læderforklæde og hipsterskæg. Der er installations kunst hist og her, gratis funky lånecykler og et arkitekttegnet smukt tilrettelagt sommerhusområde, som smukt spiller sammen med omgivelserne. Og vi lå gratis ved den gamle smadrede udskibningskaj ved fabrikken.  Det er nu man skal nyde det her sted, for lige om lidt flytter de rige ind, og så er det nok så som så med følelsen af fristed.

Färösund har vi krydset 3 gange, og den nordligste ø, Färö, har vi gennemcruiset med ungerne i en lejet skoda stationcar. Vi har set pittoreske fiskelejer, et utal af de havslebne rauker – naturens egen landart her på øen, vi har trådt i fårelort, danset om midsommer stang med de lokale, og hoppet i de kølige grønne bølger.

Smukt som her er med alle de vilde blomster, kaniner og autocampere, synes vi nok at vi er klar til at forlade goternes ø og udforske det eksotiske østland Estland.

 

Gotland! 

Vores første lange stræk er sejlet fra Ølands nordkyst fra Byxelkrok til Visby på Gotlands vestkyst. En tur på ialt: 45 sømil. Byxelkrok på Øland var ellers svær at sige farvel til med absolut fantastisk sommervejr, bedstforældre og en stenstrand fuld af forstenede fortidsdyr, hvoraf en del nu befinder sig i en stor sort plastiksæk på vej til Vestjylland.

Det tog os knap 10 timer at nå Visby for en let sydlig brise og en fin halvvind hele vejen. Vi fik også mulighed for at få vores gennakker op at flyve, og Mads har fixet en gaj (hedder det vist, og nej man kan ikke ryge den). Så vi kan klare os bedre, og lettere styre den store fætter. Vi listede ind i havnen lidt over et om natten, og krydsede fingre for at en af de enorme Gotlandsfærger ikke lige skulle til at sejle ud af havnen mens vi sejlede ind. Der var også en hval der havde tisset på vores lanterne. Eller ihvertfald virkede den ikke… og vi var nok ret svære at se for sådan en stor Børge. Men sikkert i havn kom vores Mumrik.

Visby består stort set kun af gamle sten. Og det kommer der så i omegnen af 750.000 mennesker og kigger på hvert år. I byen bor der ca.  23.000 gotere, så deeet… forstår vi faktisk godt! Byen er helt unik, virkelig smuk og temmelig fantastik at gå på opdagelse i. Og så er der gratis lånebiler på havnen, og en legeplads der får både børn og voksne helt op at køre (rundt).

Historien om byen med de mange gamle sten (+ en spaceinvader), og som er på Unescos verdensarvsliste, er lang, men her kommer den korte version:

Gotland lå lunt i svinget, når tyskerne og andre handlende skulle til Estland i handelsøjemed dengang i middelalderen, hvor der var ved at være godt gang handelen i Østersølandende. Gotland var lidt lissom et godt motorvejs pitstop med gratis toiletter og en Burger King , når man er ude og køre langt og sådan lige har brug for at tisse og strække benene + en hurtig snack.

“Super godt” tænkte de lokale, og så begyndte de at sælge, hvad de nu gik og frembragte af lokale godter på Gotland. De kaldte det “New Nordic” og det gik rigtig fint for Gotlændingene indtil de snedigste tyske købmand opdagede den blomstrende handel og fik skumle bagtanker om det åbenlyst strategiske ved at få fingrene i kagedåsen her. Så fra slutningen af 1100-og noget, så anlagde de pengestærke tyske Hansa-købmænd Visby, og de fik ovenikøbet de lokale bønder til også lige at opføre en tyk fæstningsmur med tårne og den  helt store pakke, hele vejen rundt om Visby. Sådan. Da så byen og muren var opført, så smækkede de portene i –  her var ingen gratis toiletter og wifi til folket. Tværtimod skulle de lokale Gotlandsbønder til at betale for at komme ind i  byen for at sælge deres økologiske lammeskind og ramsløgsmedister. Rigmandsghetto og dårlig borgerinddragelse der!

Guld og grønne skove  rygtedes også dengang og helt uden Facebook. Visby kommer også den almægtige og krigeriske Valdemar Atterdags øre.  I 1261 erobrer han og hans lejesoldater hele Gotland og slagter alle de bønder ( godt 1800 stks.) der foran Visbys fæstningsmure prøver at forsvare deres ø. Imens står rigmandsghettoen inde bag Visby’s tykke mure og kigger på pøblens blodbad. De tæller guldet og overvejer hvor meget de mon kan undvære fra børneopsparingen for at betale den temmeligt kradsbørstige danske konge, for at slippe ud af kattepinen. Ret meget guld, skulle de vist nok af med, men så slap de også for at blive myrdet med et sværdhug i knolden. End of story…. Eller så fik de allesammen pest, og så var det med guldet ligemeget.

Men byen står her endnu, og den er FLOT. Kom og se den.

Vi vågnede op til Visby og sommervejr og traskede i adstadigt tempo op af den første middelaldergade. Selvom vi er noget groggy ovenpå en lang sejlads med for få timers nattesøvn observerer familien,  at mange af de unge piger har blomsterkranse i håret, og de voksne bærer på kurve fulde af blomster, samtidig med at flertallet er særdeles nydelige i tøjet. (Note: Det er svenskerne faktisk generelt sammenlignet med dansk standard… vi føler os tit som nogle beskidte og halvlasede hipstergypsy’s).

Anledningen var hverken en tidlig midsommerfejring eller en genkomst af 68′ flowerpowerpoint, men sidste skoledag for alle skolebørn i byen. Med andre ord er freden nu forbi – skolernes sommerferie er skudt igang, og dermed også fredelige havne med masser af plads og billig havneleje. Så nu tager vi ud til mere fredelige egne af Gotland i en uges tid, og så flygter vi ellers til Estland, og vender først tilbage til det svenske, når der er lidt ro på igen.

PS Mads er blevet indlemmet i en gammel Hansa-klub og har solgt vores gummibåd til Biltema for en tønde røget sild og 20 fårehuder.

Resten af det her blogindlæg er billeder, for det klør i fotofingrene konstant i Visby, når man går rundt i ægte gotisk stemning så at sige.

• 

 

1. Læs videre “Visby 57°63,8 N 18°28 ,5 Ø”

• Frede, også kaldet Fnyxen, er blevet 3 år. Den lille mand var pavestolt på den store dag, og vi har fejret på  behørig vis med pandekager på sengen, bedsteforældre, onkel Erik, Øland og sommerhus.

 Vi ankom for 5 dage siden til den lille fiskerhavn på øen Händelöp, hvor der lige præcis var plads til at klemme Mumrikken ind. Her står tiden stille. I havnen ligger en håndfuld fiskekuttere i varierende forfald, og der skal ikke betales havnepenge.

Händelöp havn er en charmerende lille størrelse med røde fiskerhytter på kajen og et ægte svensk das med fluer. En del af fluerne har nu fundet et nyt hjem på Mumrikken… mums.

Da Mads skulle benytte toiletfasciliteten opdagede han hele 3 hvepseboer i det lille hus. Det skulle der gøres noget ved! Således udrustet med hvepsefjerningsgrej gik Mads i krig på dasset. 3 hvepseboer senere var to hvepsehjem fjernet på sikker vis, mens et desværre var faldet ned i dashullet… Så det var noget med at holde sig indtil hvepsene var fløjet (eller gået til  i de giftige dampe), for ikke at få hvepsestik i bagen.

Händelöp havn kunne udover de glimrende toiletfasciliteter også byde på nogle helt fantastiske hoppi-havet-klipper. Så det gjorde vi. Tillige fandt vi en naturlig klippe-med-plaskevand-legeplads, hvor ungerne tilbragte en hel eftermiddag, og hvor vi bredte den ternede frokostdug ud på en varm klippe i den lille gryde – ahh livet er i grunden slet ikke så tosset.

Vi fik lokket den stakkels bedstefar helt op og hente besætningen på Händeöp havn – en tur fra Mørbylunga på Øland på godt 150 km. Tak Bedstefar – for din kørselstålmodighed som blev sat på prøve. Og vi ved godt, at vi ikke rejser let!

Og tak til Bedstemor for at have fundet det sødeste lille hus på Øland, -en drøm for små drenge, som blev sluppet fri fra Mumrikkens trange kvadratmeter. Et tiltrængt pusterum for livlige unger, med gamle klatrevenlige frugttræer i haven og en gammel folkespand i garagen. Det var helt rart at sove et par nætter i senge, som står helt stille, og blive forkælet med onkel Eriks koteletter i fad og hjemmelavede frikadeller.

De sidste to dage har været voksentid. Vi er tilbage på Mumrikken, som vi allerede var begyndt at savne, og vi har efterladt de yngste besætningsmedlemmer hos bedsterne på Øland. Vi er takket være bedsterne tanket op med sejlermælk og rugbrød og i skrivende stund drøner vi rundt i skærgården iført underbukser og lige om lidt skal vi for første gang prøve at sætte vores letvindssejl – den fantastiske genakker.

I aften lander vi igen på Øland – på nordkysten i Grankullavik havn. Her påmønstrer de yngste besætningsmedlemmer igen og så går turen til goternes ø med vikinge-kuller og hvide sandstrande.

Livet ombord på en 32 fods sejlbåd udspiller sig for vores vedkommende i et adstadigt tempo. Vi forsøger at finde en balance mellem sejladserne, der af hensyn til ungerne samt forældrenes udholdenhed helst ikke må være for lange  + aktiviteter, som alle trives med. Eksempelvis fisketure, at sejle i gummibåd, sove middagslur og at opstøve is i en skærgård, hvor der er temmelig langt mellem iskioskerne. Udover den latente mangel på is ( og øl) må den Østsvenske skærgård siges at passe rigtig godt til familiens behov.  Men indrømmet – der er dage ind imellem, hvor vi kigger ind i hinandens rødsprængte og blårandede øjne efter endnu en nat med børne + bådforstyrrelser og prøver at huske, hvorfor det nu også var en god ide at flytte ind i en flydende campingvogn i et halvt års tid?  En næsten 3 årig og en 5-årig er nogle nuttede væsner, men det holder lidt hårdt med at finde ro og fred ombord. Vi har derfor indført stilletid en time hver eftermiddag, når Frede sover middagslur. Ellers bliver vi simpelthen snakket ned af en ivrig, spørgelysten og videbegærlig 5-årig. Heldigvis er der flest af de dage hvor alle om bord er ganske tilfredse med tilværelsen, trods praktiske udfordringer og for de voksnes vedkommende et par kroppe, der ikke helt kan præstere det, de kunne for 20 år siden. Selvom man fristes til at tro det. Efter et par stille dage i Oskarshamn, hvor Susanne fik tilset et tilstoppet øre, som godt nok ikke hjalp, men til gengæld kostede husholdningskassen 200 svenskerbobs, gik turen igen ud i naturen til den tillokkende skærgård, hvor stilhed og fuglesang for Susannes vedkommende blev overdøvet af en hylende tinnitus a la 80’ernes prøvebilledlyd på fjernsynet.

Vi passerede den forheksede ø Den Blå Jungfrun om styrbord og det store atomkraftværk, Simpevarp på bagbord lidt senere uden at mutere.

Vi havde udset os et godt ankringssted på en ø med det flatterende navn: Fläskö.

Læs videre “Hekseklipper og hekseskud”

Læs videre “Gamle sten, moderne wellnes + en fisk”

• Midt i skærgårdsidyllen kommer der så det her kæmpestore badekar af en misforstået hurtigfærge drønende midt imellem de små klippeøer. Monstrummet genererer så store kølvandsbølger at de både river mumrikkens klippekile-fortøjning + Mads op fra klippen. Mads hænger som en anden abekat fast med benene omklamret stævnplatformen og skriger og råber midt i larmen fra Lorte-Wittus’ alt for store motor. Nu et stks. trykket ribben senere ( Mads reddede trods smerter Mumrikken og fortøjning ved at kaste sig i gummibåden. Mads er derved en stor helt i familien), har vi søgt tilflugt i Kalmerstrædets vuggende bølger og er nu tilbage i civilisationen i Bergkvara. Her er der både campingplads, legeplads og gæstehavn. Ungerne sejler med plastik speedbåde, Mads udtænker hævnaktioner og efter frokost går turen videre til Kalmar og skeppshandel. Udover Ystad er Kalmar det eneste sted i Sverige der ligger inde med den type gasbeholder som vi bruger ombord. Læs videre “Forbandede Wittus!”

Kære trofaste følgere – så er vi her igen!

Vi har skam ikke glemt jer, og der er sket meget siden sidst – blandt andet har Susanne opbrugt sin kvote for  mobil data for denne måned, og vi har været uden for wifi-rækkevidde.

Men nu til sejladsen: Vi har krydset Hanöbugten i perfekt halvind fra en blid vestenvind, så den ellers så lumske bugt, som i folkemunde omtales som: “Nordens Biscayen” viste sit milde ansigt overfor Mumrikken og familien Paluszewski-Hau. Vel krydset over bugten besluttede vi os for at gå ind i frihavnen Sølvesborg – et virkelig dejligt og smukt sted, hvor de lokale medlemmer af sejlklubben tog vel imod os. Her valgte vi at bruge 3 dage, hvor vi fiskede, provianterede og Anker fandt et ægte skattekort, der kom drivende i en flaskepost. Herefter udrustede familien gummibåden til skattejagt på: De Grønne Pæle-piraters Ø.

En klar anbefaling til alle, der har lyst til at tage samme tur. I selve Sølvesborg by findes der også en havn, men den er ikke nær så smuk og hyggelig – til gengæld koster det 200 sv.kr/nat og man har udsigt til to meget store fabrikker.

Det er gået op for os at svenskerne i langt højere grad går op i deres søredningstjeneste – næsten enhver havn har deres eget søredningsudstyr, og på den lille Sølvesborg havn var der konstant øvelser med de frivillige i deres brandmandslignende uniformer. Der var ungdomsaften på havnen, hvor ungdommene kunne lære om søredningens ædle kunst og de udgav sørme også en søredningstegneserie. I den har vi nu lært at gasten på fordækket, som skal klare fortøjningerne bliver kaldt for en: Hoppiland- Kalle.

Hvis vi et øjeblik bliver ved svenske ord indenfor det maritime miljø, er vi hered stolte over at have lært, at en ugle bliver kaldt en “mås”, en skraldespand for en “Sop Karl” og toilet + affaldsspand går under samlebetegnelsen: “Skærgårds Maja”. Man fornemmer virkelig at det er Ikeas hjemland vi befinder os i. Af en eller anden grund er der mange af af de små indsøer på skærgårdsøerne som hedder: Maren. Jo, vi lærer meget undervejs. Og Mumrikken har endelig fået sit navnetræk på nu – materialet er kvalitets elektrikertape, omhygeligt udmålt og udklippet, herefter hærget af Frede, for til sidst at blive udmålt og opklistret igen.

Vi har været en tur på Hanø, som ligger i den nordøstlige ende af Hanöbugten, og her blev vi modtaget af nattergalesang og en kvindelig havnefoged, som hed Lotta, som Mads fik charmet ved entusiastisk at tale om den tidligere havnefoged, som vi har læst om i sejladsberetningen: Balladen i Haparanda. Det skulle vise sig at være Lotta’s far. Hun kvitterede med et stks. gratis vask + tørring til familiens temmelig store og beskidte vasketøjskurv.

Hanø kan varmt anbefales.

Her var der også to søde tyske gutter som gav os al deres mad heriblandt en hjemmelavet syltetøj som Eckarts mor havde givet ham med på turen.  Eckarts mors syltetøj med blommer og peanuts kan dog desværre ikke på nogen måde måle sig med Bedstemor Mariannes.

I det hele taget har vi analyseret os frem til at vores fremtonen som dels nogen flinke, rare og imødekommende mennesker kombineret med en vis portion glad naivitet + tilsat en smule hjælpeløshed og uvidenhed om diverse sejladsmæssige udfordringer, gør folk til nogle meget hjælpsomme og hjælpsomme væsner. Eller også er vi bare helt utroligt heldige med kun at støde ind i de rare skabninger.

Den sidste uges tid har vi været travlt optaget af at opdage den sydlige del af skærgården som hedder Blekingegården. Her er afsindigt smukt, solen skinner uafbrudt og hele 2 gange er det nu lykkedes os at kaste et hækanker ud og ligge fortøjet direkte til klipperne.  Vi har provianteret, koblet af og spist burgers i Karlskrona, som må være en Nordens pendent til Venedig – her findes anløbsbroer til alt – selv til Lidl.

Ungerne drøner rundt på klipperne, fisker, leger og idag faldt ældstebarnet i vandet. Han har nu fået sin Østersødåb og vi har givet ham Østersønavnet: Hoppiland-Kalle. Han har også tabt rokketand nummer to, og er nu ikke til at skyde igennem.

 

  

Gynge, gynge, vippe, gynge – det er livet ombord på en sejlbåd. Nogen gange bliver det mindre hyggeligt – som fx når uret viser 01.27 og du burde være i drømmeland.   I stedet tonser du rundt på en iskold og forblæst havn og forsøger at stramme dine fortøjninger op. Kåseberga havn på Sveriges sydøstlige hjørne er idyllisk og hyggelig – bare ikke lige i hård østenvind. Så presses en god del af den sydlige Østersø ind i den lille havn, og det har mildest talt været en gyngende fornøjelse at tilbringe 48 timer her i den stride og iskolde østenvind.

Men Ales Stener var en stor oplevelse at se. Det er en af nordens største stensætninger i formation som et skib. Det kan ses flere kilometer væk, som det står og troner på sin stejle bakketop. Man mener det er skabt helt tilbage i bronzealderen. Mads har gjort sin egen opdagelse, idet han har dokumenteret at alle stenene har hver deres ansigsttræk. ( her ses i forgrunden stenen som nu hedder: Joe fra Family Guy som Sfinx)

• 

Læs videre “Bølger og Brantevik”

I 1609 tabte en den danske hær, med en flåde bestående af 15.000 mand stort til Svensken her i Ystad, hvor kanonerne stadig står parat til at sænke danske fartøjer. Sidenhen har Danmark været mere tøvende med at generobre Skåne.

Vi har dog indtaget havnen  med skiftende held ved at løbe de lokale i hælene og bede alle og enhver om hjælp. Mumrikken har endnu engang tekniske udfordringer,  – troede vi…

Efter at have undgået havneleje i 2 døgn ved at ligge for svaj i den lille bugt ved siden af gæstehavnen, hvor vi blandt andet fiskede et mudderanker op, som havde sat sig fast på vores eget anker, (det var nær ved at koste et stks. ægteskab) skulle vi i havn og tanke vand og strøm. Da vi var klar til atter at stikke til søs, så var der pludselig vand i motorrummet. Mega øv. Vandvarmeren lækkede en masse vand, og hertil fik vi også vand i motorrummet fra endnu en utæt skroggennemføring. Ja det var det vi troede og arbejdede udfra indtil for et par timer siden. Heldigvis er vi blevet gode venner med Trevor og Rebecca fra hhv. Skotland og New Zealand. De bor i havnen på deres båd, og ved en masse om både sejlads i på den svenske østkyst og så har Trevor skruet sine store hænder rigtigt på.

Så efter at have bestilt en ny vandvarmer i den lokale skibsudstyrsforretning, Tackel og Tåg + en ny skroggennemføring + bedt om hjælp til optagning af båd på havnekontor hos afvisende havnefoged, (de vidste vist godt, at vi havde ligget gratis i havnen i 24 timer),  talt med alle lokale, der har opholdt sig på havnen de sidste 24 timer + ringet en fremmed svensker op hvis tlf. nr. vi opsnappede på et bådstativ, spist rejemadder i desperation, holdt fødselsdag for Bubu ( Ankers yndlingsbamse )+ aftalt bådoptagning med en kranfører SÅ fandt vi ud af, at der alligevel ikke er noget i vejen. Tilgengæld ved alle de lokale medlemmer af Ystad sejlklub nu hvem vi er, og vi er blevet spurgt om ikke vi kan tage ud i bugten og fiske endnu et tabt anker op. Pondus har mistet sit sidst han lå for svaj derude med sin Grinde…

Tak til skotske Trevor for at vide mere end os –  han sagde: “Have you tried to tighten the screw?”.  (Ja, det havde vi så ikke lige tænkt på… ) Gudskelov for Mads’s evner til at skifte en vigtig slange, tak til totalt fremmed svensk mand til at låne os et bådstativ, som vi så alligevel ikke skulle bruge, og tak til Tackel og Tåg for trods alt ikke at blive mere sure på os over, at vi alligevel ikke skulle bruge den nye vandvarmer, vi havde bestilt hjem hos dem. Susanne har stået på hovedet i motorrummet en god del af idag – det så omtrent sådan ud:

Anker har lavet bue og pil af drivtømmer fra stranden og nu glæder vi os til at komme videre i morgen, hvor destinationen er sat til Simrishamn og Hanôbugten – Nordens svar på Biscayen.

 

 

Første milepæl nået: så er vi i Østersøen!

Familien kunne heller ikke have klaret en nat mere i forstadspølsehavnen Limhamn, hvor der var absolut kedeligt, og lydkulissen bestod af en rusten fortøjningsfjeder der i 3 døgn sagde konstant: piiiv piiv piiv.

Så igår vinkede vi lettede farvel til Linhamn  og dårlige pølser udrustet med de nye bådhynder der langt om længe havde manifesteret sig i Kvickly pakkeshop. Med en svag østenvind sejlede vi under Øresundssbroen og over Höllviken og igennem Falsterbokanalen.

Vi havde brugt noget af tiden i kedelige Limhavn på at skifte genuaen ud med vores noget mindre fok, pga. den stærke vind.  Mads fik fixet det selvslående system. Vi savnede dog genuaen, da vinden havde lagt sig totalt. Vinden vinder hver gang. På den anden side af kanalen tog Østersøen imod os med frisk vind og bølgegang – så vi besluttede os for at tilbringe natten i Skaare havn – en lille sød fiskerihavn. Næste stop er Ystad og vintage bådudstyrsforretning! Og vinden har været så snyk at gå i vest.