-Vi skal afsted, men vi er her (lidt) endnu
Vi spoler lige tiden et halvt års tid tilbage:
Det er blevet juleferie, og vi har et par stille dage til at ryste hverdagens trummerum af os og tænke lidt længere og dybere over tingene end vi normalt har overskud til.
Jeg (kaptajnen) har været stresset og haft det skidt i de måneder, jeg har været tilbage på mit arbejde efter min barsel med lille Bjørn sluttede alt for tidligt (for mit vedkommende), og jeg har i det hele taget svært ved at forstå meningen med at have et fuldtidsarbejde samtidig med at også at være mor til 3, et parforhold og et fritidsliv med interesser og venner. Jeg har i flere måneder haft hjertebanken, rystende hænder, dårlig nattesøvn, angstanfald og en generel længsel efter at leve mit og vores liv på en anden måde.
Derfor sidder vi en mørk aften i juleferien og kigger hinanden i øjnene over vores spisebordet, hvor aftensmåltidets fedtede rester efter 3 x små øgler stadig ses rundt omkring.
Egentlig er der ikke nogen af os, som er grundlæggende i tvivl, for vi har arvet 300.000 kr. efter Mads’ mor, hvilket åbner nogle helt nye muligheder i vores liv. Alligevel er der spørgsmål som skal stilles: Er det nu vi gør det? Skal vi vente til ungerne er lidt større? Hvor skal vi rejse hen? Hvad kan lade sig gøre på en forsvarlig måde med 3 små børn? Hvad med ungernes skole? Lejligheden? Jobbet? Familien?
Spørgsmålene er smurt tykt udover vores hjerner, som spindelvæv der klæber og klistrer sammen. Der går tankespind i maskineriet gang på gang, og vi bliver også lige nødt til at anskue situationen fra en mere praktisk/fornuftig vinkel: Skal vi ikke hellere investere arvepengene fra bedstemor i noget grøn omstilling eller i vores boliglån? Og hvad med båden – er den egentlig ikke ved at være lidt lille til en familie på 5?
Tilsidst falder der en slags ro over det hele, da julefreden sænker sig i 2019 og vi siger det til hinanden, som vi havde vidst med os selv hele tiden: Vi gør det sgu!
Andre har sagt det før os – det ER en svær beslutning at blive enige med sig selv og sin partner om at stikke til søs. Rive gulvtæppet væk under sig og hele trygheden ved hverdagen og jobbet og økonomien og ikke vide, hvad vi skal leve af, når vi kommer hjem igen.
Men som Troels Kløvedahl har sagt om det at lære at leve på en sten:
Det er du nødt til, hvis du vil gøre det, du har lyst til. Der skal ikke ret meget til for at blive mæt. Jeg spiser havregrød hver morgen og går i genbrugstøj. Den skjorte, jeg har på, er 20 år gammel. Hvis man vil noget, så er det sgu da bare at gøre det. Det koster ikke ret meget at opretholde tilværelsen, og det er ligegyldigt, om man vil ud at sejle, eller hvad det end er, man har lyst til. Hvis man vil noget, så må man prioritere
Det føles ihvertfald helt rigtigt – genbrugstøj går vi allerede i, havregrøden står på bordet om morgenen og udlængsel og rejselyst blander sig med iskold decemberregn og revnet ler med skæve lys i vindueskarmen.
Samfundet klarer sig nok uden os i halvandet års tid og vi ved, at vi helt sikkert vil klare os fint langt væk fra det velkendte og trygge samfund for en stund. Det er nu vi gør det officielt, og der skal siges farvel til job, venner og lejlighed, og der skal forberedes en hulens masse før vi kan kaste los med hele familien om bord på et temmelig lille skib.
Skibet er jo egentlig bare en ganske almindelig sejlbåd på 32 fod (31 1/2 fod faktisk) – det er oversat til meter ialt 9,6 meter på længden og i bredden, hvor bådens mave er tykkest har vi 3 meter.
Mumrikken – til dem af vores læsere som lige er stået på, er Mummitroldens rejselystne ven, og vores fine sejlbåd med en god velvoksen volvo pentamotor i maven. Modellen er finsk bygget og navnet er Targa 96. Der er lige plads til vores familie på 2 voksne – Kaptajnen + mand og vores 3 drenge i alderen 1-8 år. Der er en forkahyt, hvor Mads og jeg sover med vores mindste dreng (når Mads altså ikke er forvist til sofaen i salonen, fordi Kaptajn og Bjørn fylder godt derude fortil). Så er der salonen, som det hedder, hvor der er spisebord, sofa og køkken samt et kortbord og en hundekøje. Så er der en agterkahyt hvor de store drenge sover og endelig er der cockpittet, hvorfra vi styrer båden, med rat og cockpitbænke og spil til at trimme sejlenes fald og skøder. Cockpittet kan lukkes af med et cockpittelt, der fungerer som et ekstra rum i båden, når vi ankrer op for natten eller ligger i havn.
Den svære beslutning er taget nu – vi gør det, vi tager afsted, vi skal fejre livet til søs med vores børn, mens de stadig er små og gider at være så meget sammen med deres forældre – og mens vi er friske og har kræfterne. Nyheden er ude – til venner og familie – i er skøre siger nogle, andre synes det er for fedt, og er lidt misundelige. Vores job er sagt op, der er knebet en lille tåre eller 2,…. og i mellemtiden befinder hele verden sig så i undtagelsestilstand!
Det bliver april, der er forår på kalenderen – men der står CORONA udover alt. Verden er stadig i undtagelsestilstand. Coronavirussen raser lige derude bag vores hoveddør. Det lægger en dæmper på vores rejseeufori, men vi knokler på, for skal vi kunne tage afsted er listen over praktiske ting, som vi skal have styr på næsten ikke til at se enden på. Der skal findes lejere til lejligheden, som først lige skal forhåndsgodkendes af Huslejenævnet, der skal meldes børn ud af skole og børnehave, der skal meldes hjemmeskole til kommunen, og listen over praktiske opgaver på båden bliver bare ved og ved…
Der er undtagelsestilstand men ikke udgangsforbud. Heldigvis!
Solen skinner og vores liv har to fikspunkter: lejligheden og båden. Coronakrisen er ligeså stille ved at blive til en ny hverdag, og omverden møder vi mest i supermarkedet eller over Skype. Det hele er allerede blevet mere simpelt: vask hænder, sprit af, hold afstand, rør ikke ved unødvendige genstande i det offentlige rum, vær opdateret på sidste nyt om situationen.
Det minder i grunden lidt om reglerne vi har på båden: vi sejler ikke før alle har redningsveste på, vi er opdateret på den sidste nye vejrudsigt, vi sparer på vandet, ungerne må ikke pille ved spil, fald og rat, alle har faste opgaver, der skal løses og på havet er det godt sømandskab at holde godt fri af andre på havet. Og måske er en lille båd på havet faktisk det allerbedste sted at være lige nu .
Vi øver os i vores frivillige isolation i lejligheden på, hvordan det bliver, når vi skal være sammen på endnu mindre plads og både skal være sammen som familie, og klare alle de praktiske opgaver ombord, som med to drenge i alderen 5 og 8 år betyder hjemmeskole samtidig med at praktikken spiller om bord, og der også er en hånd ledig til at tage sig af lille Bjørn på 1 år.
Det bliver hårdt men godt og vi føler os både priviligerede og heldige, og den dårlige samvittighed kryber af og til ind på mig over, at vi kan rejse og være glade, når der er så mange som er syge, og har mistet deres job og livsgrundlag. Men den dårlige samvittighed bliver skubbet til side for dette er vores tid og vores liv, og vi skal nyde vores eventyrlige rejse fra start til slut. Hvis vi overhovedet kan.
Vi pakker ned og væk, og pakker til båden, pakker minder ned og nogle huskes alligevel ikke og smides ud. Vi siger farvel i børnehaven, i vuggestuen og i skolen, vi trodser Corona og afstandsregler og har en hulens masse venner på besøg – 1 af gangen, så er afstanden da nogenlunde til at opretholde. Vi kommer alligevel til at kramme lidt på vennerne og familien, selvom man jo egentlig ikke skal. Vi pakker hele læsset til båden ned i Kriks’ bil, og kører imponerende nok det hele ud på en gang. Indtil vi opdager at vi har glemt det halve og må køre et par gange mere… vi arbejder non stop mens ungerne er i professionel pasning i institutionerne og igen når de sover om aftenen. Vi er trætte, og hjertet begynder igen at slå lidt hurtigere end det plejer – for der er VIRKELIG meget at se til.
Her kysser lille Bjørn kusine Ems farvel i Mumrikkens cockpit
Og her er vi så! Det er starten af juni – afrejsedagen var egentlig sat til 1. Juni – men en kædereaktion af ting, som skal fixes i motoren blev kickstartet af et spændebånd til varmeveksleren, der fik rystet sig af, med cirka 20 liter saltvand i motoren til følge. Det var godt vi nåede den ene lille tur ud på sundet i starten af maj, hvor det skete. Men vi har knoklet og slidt og kan efterhånden strege en del over på den næsten uendelige lange to-do liste. Udover den genstridige motor, der liiige mangler ikke at spytte brunt kølevand ud af udstødningsrøret, har vi blandt meget andet udskiftet alle toiletslanger til nye gasfri af slagsen – det tog cirka en uges hårdt og ildelugtende arbejde.
Der er installeret solceller på agterpulpitten og trukket nye ledninger, der er skiftet lamper og pærer i hele båden for at strøm-optimere. Der er syet nye hyndebetræk til diverse nedslidte hynder, så hele lejligheden har rystet af Kaptajnens gamle symaskine. Der er blevet tænkt og konstrueret babysikre løsninger til båden. Malet og lakeret til den store guldmedalje er der også i salonen og bådens lille toilet er blevet plastret til med hængereoler og nye hylder, for at have plads til alt vores habengut – og der dufter ovenikøbet friskt og godt på det lille rum. Samtidig med det, har vi sat lejligheden i stand, så den var i god stand til vores lejere, og ikke mindst har vi fået ryddet 11 års ting og sager op på loftet og ned i skralderummet.
Hvis alt går vel fra nu af (7,9,13) så har vi afrejsedag indenfor en uges tid og så går turen nordpå til de dybe norske fjorde og høje smukke fjelde. Eventyr og rejselyst er ved at falde oveni hinanden i Kaptajnens oprørske indre og den evigt og indgroede utålmodighed kan sket ikke kapere flere motorudfordringer eller noget som helst andet mer-fikseri. Nu skal vi altså ud på det hav!