Den milde duft at det salte hav krydret med alt det bedste, som midsommer i Danmark kan byde på: krydrede hyldeblomster, blomstrende bølgende græsser på bakker og enge, roser, kaprifolier, solsortesang, lærkesang, svalernes susende kurren og solens varmeduft på det hele. En brat opvågnen i ankervigen ved Langøre førte den smukkeste sommerdag med sig. Efter et par velgørende ekstra timers søvn i Mumrikkens mave fik de voksne (læs Mads – Kaptajnen havde kun tøjvask kørende i sin let søvnmanglende hjerne, og spekulerede en del over, hvorvidt den kode, som man betalte 40 kroner for til vaskemaskinen eventuelt kunne bruges flere gange), lyst til at udforske Samsø nærmere (gammeldags kønsrollefordeling lever da i bedste velgående?), så vi lejede en elbil – den stod alligevel klar til afgang i sin ladestander på Langør havn. Det koster 500 kroner at leje en bil for en dag, hvilket jo set med turistens øjne hverken er specielt dyrt eller specielt billigt. Efter en omgang tiltrængt vaskemaskinevask af vores bugnende vasketøjskurv, fratrukket Mads’ sure underbukser, som han hellere ville have fabbe Jens til at vaske, og en intens madpakkesmøring (Anker og Frede var i totterne på hinanden om hvem der havde rodet med hvad i børnehulen og skulle udredes gang på gang) samt generelt turnedpaknings kaos, lykkedes det at komme afsted med hele kylleret ved middagstid. Helt ureglementeret, da der ikke fulgte babyautostol med i vognen – sig det ikke til nogen.
Vi havde helt typisk for os, ikke rigtig sat os ind i, hvad der er værd at se på Samsø, så vi besluttede os for at køre ud efter en ny sikring til vores lortekværn. Selve navnet Samsø kommer vistnok ifølge folkesagn fra en speciel slags gammel trold som hed Sam, ifølge den udi kulturhistorie så velbevandrede Fabbe Jens
Derfor blev første stop på turen Koldby Kås, på Samsø’s vestkyst. Efter de få minutter det tager, at køre igennem byen og ned på havnen blev vi enige med os selv om, at Koldby Kås må være Samsø’s smadrede industrielle og rå centrum. (Vi var også ude i betegnelsen: Samsø’s numsehul). Sammenlignet med de andre steder, vi har være på Samsø er der ikke noget idyllisk og romantisk over de afskallede huse, og havnen ser ud, som om den er temmeligt mange år, på den anden side af sine velmagtsdage. På havnen mødte vi dog en portion livsforfriskende lokal kolorit i skikkelse af den lokale marine-automekaniker. Han havde nogle meget store og intense øjne og hans værksted emmede af Olsen Bandensk’ Dynamit-Harry overflod af automekanik-dims og brugtbåds motorer og reservedele fra 1900-hvidkål. Han startede med at række hånden ud mod Mads, som straks gik ud fra, at det var et særligt lokalt hilseritual helt frit afkoblet fra den ellers verserende Corona-forsigtighed. Så Mads gav ham en ordentlig næveryster, hvilket affødte et helt forkert ansigtsudtryk. Han havde bare villet se den smadrede sikring, som Mads allerede havde ringet til ham på forhånd om. Automekaniker Stor-Øje havde et og andet at bidrage med i forhold til vores udfordringer med både manglende lamme-ører til påhængsmotoren og vores sprungne sikring. Han lå dog desværre ikke selv inde med nogen af delene.
Vi forlod Koldby Kås, for at fortsætte jagten på den forsvundne (lorte) sikring og 2 x lammeører (dem som man strammer en påhængsmotor fast på båden med), og var blevet frokostsultne i mellemtiden. Vi kørte lidt på må og få og endte på lykke og fromme på en bakketop ved en helt fantastisk gammel vindmølle. Koldby Mølle.
Den var lige blevet restaureret, viste det sig, og med en god portion tunsalatsandwiches i maven mødte vi Poul, som er en af de frivillige, som går og passer møllen. Han skulle lige slå græs, men han spurgte om vi havde lyst til at se møllen indeni, og det ville vi naturligvis gerne. Møllen var fantastisk – et eksempel på kvalitets Ikea-tænkning 100 år før Ikea blev opfundet. Møllen var oprindeligt bygget i Hammel, men var efterfølgende fragtet til Samsø pr. skib som saml-selv-mølle. Pouls’ egen historie var ikke mindre spændende. Han havde som ung landmand ødelagt sin ryg tilbage i de tidlige 1960’ere på at slæbe tunge kornsække. Så havde han skiftet branche og var blevet skolelærer. Han havde mødt sit livs kærlighed på den Grønlandske højskole på Samsø, og havde undervist der i en årrække. Så byggede ham og hans kone deres eget hus lidt udenfor Koldby Kås. Efter flere år på Samsø solgte de huset og flyttede til Grønland. Her var han blevet en lokal berømthed, fordi han havde leveret et perfekt skud af en isbjørnemor svømmende med sine to unger på ryggen. Skuddet var heldigvis pr. kamera og billedet var havnet på et grønlandsk frimærke og Poul havde fået råd til at opgradere spejlreflekskameraet til et bedre. En dag opdagede de, at deres gamle hus var til salg på Samsø som dødsbo. Og så var de flyttet tilbage igen og havde også haft en lille sejlbåd liggende i Langør-havn. Det var hyggeligt at løbe ind i Poul, og oveni hatten gav han ungerne særlige Anders And blade med mølle-tema.
Faktisk oplever vi altid det mest unikke og spændende, når vi ingen planer har lagt, men bare tager ud i det blå og lader tilfældet råde. Senere den dag havde vi allerede forelsket os i en snes landsbyer og dertilhørende Morten Korch-idylliske bondegårde. Særligt Nordby er helt overdrevet landsby bonde-charmerende. Når vi bevæger os rundt i smukke sommer Danmark starter de voksnes leg: “Her kunne vi også bo”, næsten automatisk. Vi fik også kigget nærmere på både et gammelt bondehus og en gammel bindingsværksgård, og var nærmest ved at droppe vores rejseplaner og bare bruge pengene på udbetalingen af et styks romantisk Samsø-sommer-idyl-bonde-lykke. Ungerne åd alle de modne jordbær i haven ved det ene hus, og satte således et lille aftryk i haven, selvom der ikke var nogen hjemme i huset. Mads satte også et slags aftryk, men det er bedst ikke at skrive mere om det.
Om aftenen endte vi blandt Gotlands-vikinge får i Issehoveds bakker og Anker og Frede styrede som 2 tørstende kvæg mod vandet og før de voksne kunne nå at sige: “våde underhylere”, stod de begge i vand til lårene iført al deres tøj. Så kunne hele familien jo ligeså godt hoppe i springet, som vi kalder det, når vi kaster os i bølgerne.
Samsø er virkelig lækker og dejlig, og vi er slet ikke færdige med Samsø. Øen er tilpas stor, til at man nok ikke får økuller lige med det første og det kan mærkes at iværksætter-ånd og kreativitet ulmer mange steder på øen. Det giver de mange håndværker-varevogne der drøner rundt på øen også deres vidnesbyrd om. Samtidig med er øens originalbefolkning også stadig tilstede. Dem kan man være heldig at observere i træsko på de små havne kørende på udborede knallerter, bevæbnet med håndbajere og en mening om alt. De samler sig i små flokke på 2-4 stykker og kan give mere end et godt råd med på vejen.
Kaptajnen leverede dagens underholdende indslag på havnen dagen efter – Midsommerdag, da forsejlsfaldets itugåede sjækel skulle udskiftes og selve faldet nedhales fra mastens top. Der var en god udsigt fra mastetoppen og 15-minutters ro og fred fra resten af familien, mens havnefolkets stemmer svagt hørtes langt under mig – Mor – Hvad laver hun? Hun falder ned! Det gjorde jeg heldigvis ikke – sådan en 14 meters mast er højt at falde ned fra.
Nu er vi, efter nat en i kedelige Egå-havn (men dog en frihavn) i Kaløvig (også en frihavn) og ligger på samme bro som Olivia – endnu en båd ejet af et konglomerat af Paluszewski-klanen. Kaptajnen har fået en vandmand lige i smasken, som måske var en brandmand i vandmandsforklædning. Ihvertfald ligner Kaptajnen en gammel pirat med et rødt hævet øje, der kunne gøre det ud for en hudfarvet klap for øjet. Pas på med de satans vandmænd derude, unger – de er ikke egnede som kasteskyts!!!! PS vandmandskasteren har lært at svømme uden redningsvest. Kaptajnen er pavestolt.
