Joh… Vi må sgu nok indrømme, at vi inte kommer til Norge i denne omgang. Vi er faktisk lige på grænsen til Norge, ved Kosterøerne – så tæt på at der er bippet en sms ind med beskeden: Welcome to Norway. You might be obliged by law to stay in quarantine for 10 days. See all rules of quarantine and how to get tested at helsenorge.no/corona
Okay Norge, det gider vi altså ikke… Vi mødte også nogle andre danskere i Strømstad, som sagde at det ikke var særligt behageligt at komme fra Sverige og til Norge, fordi de hele tiden mistænksomt blev udspurgt om, hvor de var sejlet fra, og om de var raske. Lidt ærgerligt at vores primære destination ender med at forblive i mystikkens tåge. Men så kan vi jo blive ved at drømme om dybe norske fjorde og sild og spækhuggere lidt endnu.
Vores mystikkens vinterdestination, Thailand, hvor ingen af familiens medlemmer endnu har været, må også forblive på eventyrlisten lidt endnu. Thailand har nemlig Corona-nedlukket for indrejse for alle, der ikke har anerkendelsesværdige formål i landet. Fra Thailand til Ærø – Bang – så dukkede der lige et gammelt hus op der, som vi kan leje. En smuk historie hvori der indgår 3 hovedpersoner, som hedder Susanne er endt med, at vi flytter ind i Susanne Chang’s hus i Tranderup på Ærø den 15. oktober og oplever en ægte øbo-vinter på Ærø. Sådan er verden alligevel så smuk for den der tør afvente, at den er netop det, og at mulighederne (og heldet) nok skal vise sig, hvis man er åben for det. (I kombination med at man snakker om det til alle, der gider lytte).
Tilbage til øriget. Vi har det godt her i Skærgården. Det var som om, at den i forvejen smukke Skærgård, lige blev en tak smukkere og der blev lidt højere til himlen, som også blev så blå og fin – da vi rundede kalenderhjørnet fra juli til august. Fra en temmelig våd og forblæst juli, hvor den voksne besætning til tider var ved at gå fra forstanden og blive helt pip knald eller kass i kolan & körd i bollen – som man jo siger her i landet, var det som de mentale kortslutninger blev skiftet ud med et nyt og mere dopamin-ladet ledningsnet. Vi klara hyskan – for at blive lidt i svenskerslang – vi klarer ærterne som altid, når noget ellers begynder at se lidt svart ud.
Sydkoster – Ekänäs
Solen har simpelthen skinnet i 3 uger her i Skærgården, og fyldt besætningen med d-vitamin, energi og makreller. Vi købte en makrelharpe i Mollösund, som kom i brug efter solen brød frem, da vi sejlede fra Lysekil, og vi har simpelthen høstet så mange makreller på den harpe – det spiller lige efter vores fiskeformåen. Vinden har været lyseblå, og givet en perfekt fiskehastighed når vi sætter sejl (2-3 knob). Man har et plastikhåndtag med en meget lang line. På den er der fastgjort 5 kroge med blink samt et blylod, og den haler du bare efter dig, mens du sejler. Bum, så har du makreller til frokosten og aftensmaden og til en lille snack.
Selv Kaptajnen fanger makreller på harpen, fordi det er så idiotsikkert og nemt. Kaptajnen har ovenikøbet også nået ud over sin fiskedrabs-berøringsangst og har nogenlunde dyreetisk fået skåret hovedet af et par makreller, med en lille taksom bøn til Kong Neptun om, at vi skam sætter stor pris på de makreller havet er så gavmildt at give os. Vi har faktisk spist os igennem så mange makreller efterhånden, at det kun er lidt ærgerligt, at vi har tabt linen med krogene på, da den sad fast i det svenske grundfjeld mellem Kosterøerne og Strømstad. Kong Neptun tager også lidt igen – selvom det nu ikke er fedt at have tabt en lang plastikline ned i det irgrønne hav. Undskyld Kong Neptun!
Vi har udnyttet det gode vejr til at drøne rundt fra den ene lækre naturhavn til den næste. Fra Lysekil gik turen tilbage til vores yndlingsø Koljön, hvor der både var fantastisk teltplads og bålplads – indtil det viste sig at begge dele var forbudt. Det stod på et skilt lige der, hvor vi lagde til. Men man kan jo ikke se alt… Så nu er Koljön ikke vores yndlingsø mere.
Tilgengæld har vi opdaget Väderøerne, som ligger isoleret helt mod vest. De har fået navn efter det ofte temmeligt barske vejr, som raser her på de rå klippeøer. Väderøerne har fungeret som udgangspunkt for lods-arbejde og som fyr-ø. Begge dele er for længst afsluttet, så nu lodses der kun turister frem og tilbage i små rutebåde.
Øerne er bestemt et besøg værd, og Mads’s langskibs tillægning ved klippe i det smalle sund på nordvestsiden af hovedøen går over i historien som en virkelig beundringsværdig kraftpræstation, hvor teknisk snilde både vandt over stærk strøm, og utroligt lidt plads med farefulde klippeskær overalt.
Samtidig med alt dette så hjemmeskoler vi Anker og Frede hver formiddag fra kl. 09.30 til frokost. Det er dog ikke mor og far, som er lærere på skolen, men Frøken Pripps og Monsieur Le Bleu, som underviser. Monsieur Le Bleu er vist lidt glad for Frøken Pripps, men er bange for at få en personklagesag på halsen. Der er mange lighedstræk imellem mor og far og lærerne, men det fungerer nu meget godt med alter-egoerne, for så er det som om, det er lettere at træde ind og ud af skoletimerne, og Anker og Frede er helt med på den.
Frede er stolt over at være blevet skoledreng og meget glad for sit penalhus, og vil helst lave skolelektier hele tiden. Anker er lidt mere forbeholden, og vi kan godt mærke at hans tidligere friskole ikke har haft deres fokus på de basale færdigheder i læsning og skrivning. Det halter noget bagefter, så læsetræning er en fast del af dagens skoleprogram. Men heldigvis er sådan en sejlende rejsende oplagt, til at bruge alt det omkring os som udgangspunkt for oplevelser og læring også.
Vi har vandret igennem Ronja-Røverdatter kløften i Fjällbacka i silende regn og strid blæst fra vest. Vi har løftet Mumrikkens 4 tons (i en kran) og skiftet zinkanoden, der var blevet ætset helt saltsvag. Vi har set stjerneskudsregn, (med en meget træt Anker), da perseiderne lavede lysshow hele natten på den perfekt stjerneoplyste himmel over Ramsö. Vi har set psykedelisk morild, spist fingertang og verdens måske nok bedste brombær på Ramsö. Vi har klappet en koster-ko på græs, været i badeland i TanumStrand og spist alt for mange is.
Vi har været ombord på en stor Amel ejet af et svejtsisk par. Vi har set store tissemænd, skibe, hvaler og mystiske tegn på klipperne ved Hvit-Lycke museet i Tanum, hvor bronzealderens helleristinger kan ses til overflod. Vi har prøvet at give makreller til det svejtsiske par, der godt ville give hånd til fremmede danskere med en syg rolling og byde dem på kage og kaffe, men som ikke ville drømme om at have fisk ombord…
Nu kan vi fra Kosterøerne ikke komme længere mod nord, uden at krydse grænsen til Norge – så nu sejler vi stille og roligt sydpå igen. Sommeren har besluttet sig for at sige farvel for denne gang, så nu regner og blæser det igen. Vi er i en hyggelig lille havn på Rössö, og bliver nok her det næste døgnstid, mens vi laver blåbærmarmelade og venter på, at blæsevejret skal tabe pusten igen ude over det dybe Kosterhav. Kaptajnen er nødt til at tage bussen tilbage til Strømstad imorgen, men her slutter beretningen for nu.