Välkommen til Sverige – Tandvärd og Numsgroda

Solen farver horisontens klippesilhuetter sorte, mens mågerne skriger deres hyldest (de svenske måger siger ikke “faar”, som de nordjyske). Solen kravler langsomt op af havet til en himmel, som denne morgen i havnen i Lysekil er helt pastelblå. Kaptajnen er for en gang skyld stået op sammen med solen og længe før de andre besætningsmedlemmer – det er på denne tid af døgnet, der er mest ro på det gode skib.

Det er lykkedes familien Paluszewski-Hau, og deres sejlende sneglehus Mumrikken, at forlade Danmark.

Efter en tour de Nordjylland i regn og blæst, hvor vi blandt andet opdagede at Frederikshavn udover en Pikkerbakke har en lille “skærgård” i form af Hirsholmene, er vi nu sejlet til det sagnomspundne naboland: Sverige. Her flyver beredskabet rundt blandt øerne og henter alle de syge og døende svenskere, som er ramt af Corona, og vi er i karantæne på et kloster, hvor vi kun må drikke indviet vand…. Nej, sandt at sige, så mærker vi absolut intet til den igangværende coronakrise.

Men nu er det jo heller ikke fastlandet, vi rejser rundt i, men det fantastiske ø-rige, som udgør den vestsvenske skærgård.

Norge, som efterhånden bliver mere og mere sagnomsust på nærværende blog, var jo ellers vores destination. Lad os bare holde den der, på destinationslisten lidt endnu.

Du vil måske også gerne vide lidt om, hvad vi brugte tiden i Nordjylland på, inden vi kom så langt, som til at krydse en landegrænse. Vi blæste inde på Læsø, som sammenlignet med nogle af Danmarks andre øer, ikke havde så meget at byde på. Tilgengæld var den propfyldt at turister. Vi havde tænkt at leje en elbil – nix! for alt var booket en uge frem. Vi ville købe fisk, det opgav vi for køen var alt for lang. Vi ville spise på en cafe – det kunne vi ikke, da alt var reserveret resten af dagen. Vi ville tage bussen. Det kunne vi ikke, da den var for fyldt….. OSV. Men vi var så heldige at blæse inde ved siden af en dejlig familie fra Snaptun. Kristian og Litten har 3 drenge ligesom os, og efter at den voksne besætning på Mumrikken på grund af Skippers udmærkede havneguitar, var blevet inviteret på rosévin, fandt drengene hurtigt hinanden, og vi holder nu kontakt med familien på Inés, som sejlede til Norge efter indeblæsningen.

Ja så travlt har vi jo ikke her på Mumrikken, så vi sejlede tilbage til det nordjyske, og holdt fødselsdagsfest med Ky-Anja og hendes skønne drenge på Hirsholmen – den smukke fugleø cirka 5 sømil nordøst for Frederikshavn.

Dernæst havnede vi midt i den såkaldte Københavneruge i Skagen, som var sidste stop inden Norge. Vi var cirka 12 timer i Skagen havn, hvilket skulle vise sig at være ca 12 timer for meget. Med et halvt tons proviant bestående af dåsemad, dåseøl og et par nye venner i whisky/rom-samlingen, samt et opkald til det Skagenske-politi om den infernalske larm fra den danske nabobåd kl. 02:00 – kan vi vil godt indrømme, at vi nok ikke skal til Skagen i uge 29 igen. For dem der, som os, ikke lige er bekendt med konceptet så er uge 29 den uge, hvor de rige og de kendte fra hovedstadsområdet sejler deres kæmpe dyre skuder til Skagen og drikker sig i hegnet i en uges tid til dårlig musik. Man kan ikke sparke sig vej frem i byen for fadølsanlæg, bilreklamefolk og moonjam-kopi musikere.

Så fik vi luftet lidt flere fordomme. Sådan! Videre i teksten.

Op kl. 05 og afgang med 75 sømil mod den norske kyst og byen Arendal som lyder eventyrlig og som noget fra Ringenes Herre. Der var godt mod hos Skipper Mads med udsigten til en perfekt halvvind fra syd-sydvest og fantastisk havsejlads, og lidt mindre hos Kaptajnen, der havde vurderet det mest praktisk at tage en søsygepille før afgang.

Således fuldstændig udstenet på søsygepille overtog Kaptajnen roret efter cirka 5 sømil nord for Skagen, og fik sejlet familien cirka 5 sømil længere mod nord, før bølgerne og ej heller den blide sydvestlige vind viste sig ikke helt at svare til det, som DMI ellers så informativt havde oplyst os om i deres farvandsudsigt dagen før. Kaptajnen havde naturligvis nået at prale til sejlervennerne på de sociale medier om, at nu tog vi turen over Skagerak. Men udsigten til over 60 sømil med en god krængning i båden, kæmpe bølger og søsyge børn var ikke alt for fed. Derfor udførte Kaptajnen en virkelig dårligt udført bomning og mostlede mod øst i stedet.

Med bølgerne ind bagfra gik det som en leg, og den nu behagelige kurs førte os til Marstrand og den vestsvenske Skärgärden. Her har vi aldrig sejlet før.

Og det forstår man egentlig ikke – det er tæt på København – du kan sejle til Göteborg på en lille håndfuld dage, og herefter begynder den kæmpestore og bjergtagende smukke vestlige skærgård. Skærgården på denne side af Sverige er sammelignet med østlige Skærgård meget mere ufriseret og vild.(og med få sømærker, der markerer farleder’ne, når du bevæger dig uden for hovedruten, som svenskerne kalder for E-6’eren)

Her slår Skageraks bølger ind over de ydre skærgårdsklipper der ligger nøgne som gamle elefantrygge midt i havet. Men du skal ikke sejle ret langt ind i Skærgården før skærgårdsøerne danner læ, og her er et utal af naturhavne og små svenskerrøde sildebyer. Sildene er for længst væk og sildebyerne lever nu mest af de turister, der stuver sig selv i deres egne hvide glasfibertønder og betaler godt for det oven i hatten. En nat i havn her i Bohuslän koster et sted mellem 300-400 svenske og det mener ikke mindst svenskerne selv, måske lige er at presse citronen lidt for rigeligt.

Vi er kommet frem til at en numsefrø på svensk må hedde en: “numsgroda”. Anker har fået tilnavnet Skærgårds-Göran da han har udstyret sig selv med et par svenskerblå solbriller med guldkors på brilleglassene.

Svenskerne overøser ham nu både med mønter og friskfangede fisk, når han går rundt med svenskerbrillerne på havnebryggerne. Mads der ofte spiller guitar og synger kombineret med 1-årige nutte-Bjørn, der tumler rundt og siger “hej” til alle i sin lille orange redningsvest er den bedste ice-breaker, så vi snakker med mange her på dom svenske öerne, og ungerne har også mødt svenske børn rundt omkring, som de leger med.

Fra de høje tinder er der langt at falde, og sådan en skærgård er jo lavet af nogle temmelig robuste klipper. Så da Marstrand på vores første dag her blev agterudsejlet først på aftenen, og planen var at slippe for de dyre havnepenge, skulle Kaptajnen lægge til lige nord for Marstrand på den ø, som hedder Koön. Den var også med i havneguiden, så det skulle jo ikke være noget problem.

Men det var det så…. For dem af jer, der har læst om vores eventyr i Østersøen, så var det jo sådan, at det var mig – Kaptajnen, som sejlede hele familien samt båd på grund ved havnen Bergkvara på Sveriges østkyst. Det er 3 år siden, men oplevelsen dukkede slagkraftigt op til overfladen i det øjeblik, der skulle lægges til ved klippe. Således på sammenbruddets rand, blev roret overdraget til Skipper Mads. Og skulle vi så ikke ta’ og lægge de søsygepiller på hylden, hva fru Kaptajn?! De fucker med din hjerne.

Mads er tilgengæld blevet en virtuos klippe-tillægger. Mumrikken er behændigt blevet lagt både langskibs langs klippe, fortøjning af stævn til klippe plus hækanker, samt fortøjning af stævn til klippe og hæk til klippe – med fortøjning møjsommeligt udsejlet til vigens modsatte side i vores nye gummibåd af en Anders Ands’k bandende Kaptajn.

Den sidste uges tid har vejret ikke været det bedste, humøret har ikke været det højeste – det er ekstra svært at bevare energi og overskud, når man er blæst inde og det regner flere dage i træk. Hjemveen kommer snigende hos børn og voksne, som savner den varme lejlighed, vennerne, opvaskemaskinen, den store seng, alt legetøjet og plads til at lege med lego og togbane på gulvet.

Denne kolde juli har virkelig sat familien på prøve – både i Danmark og her i Sverige i forhold til at være mange mennesker sammen på meget lidt plads i meget lang tid. Solskin og sommerligt sejladsvejr, er helt sikkert bare kæmpe meget bedre rammer for en familie på langtur som vores, hvor de voksnes opgave udover alt det praktiske, der hører med til at holde båden velsejlende også er fuldtid på 3 x børnepasning. Derfor er bloggen heller ikke blevet opdateret de sidste par uger – vi er TRÆÆÆTTEEE. Vi har derfor forsøgt at sætte ambitionsniveauet lidt ned – når vi til Norge, så er det fint, og gør vi ikke så er det også fint, for vi kan ikke sejle langt hver dag, eller i det hele taget kalkulere med at sejle dagligt. Det tærer for meget på kræfterne. På mandag starter vi hjemmeskole for Anker og Frede, og det skal der også være tid og overskud til.

Vi krydser fingre for at vejret bliver lidt bedre i august og har bestilt nye forsyninger i Systembolaget – de har et glimrende whisky-sortiment – og så har vi noget at holde varmen på i de kolde skærgårdsaftener, når vi lader som om vi ikke har 3 børn.

Især Kaptajnen har været ved at gå ud af sit gode skind, og overlever i øjeblikket på de få timers mig-tid, som kan afses af den også hårdt børnebelastede Skipperfar.

Det er dumt at have for travlt. Det har man nogen gange, når der bliver råbt “mor” ustandseligt, og du også liiige skal vaske op, hænge regnvådt tøj til tørre, pakke tasken med mad og liiige fixe en enkelt ting på båden også. Men sådan er virkeligheden for det meste som mor og far på en båd med 3 børn, hvor Anker og Frede kan en del selv, men skal have hjælp til meget og en 1-årig som skal have hjælp til alt + være under opsyn i alle sine vågne timer, så han ikke skvatter i havet eller tegner med tusser overalt på Mumrikken. (Det første er ikke sket, det andet er.)

Vi var havnet i godt vejr på en næsten paradisiske lille ø – Koljön. En dag i fuldt flow for alle 5 familiemedlemmer. Badning fra klipper, en fin lille sandstrand, bålplads og mad rundt om bålet. Børn der beslutter sig for at slå telt op og selv pakker gummibåden med alt til projektet. Mor og far er glade og får drukket en kende for meget rom ved lejrbålet, mens solen går ned, Mads spiller guitar, alle synger, tumlingen sover og myggene stikker.

Sådan en dagen derpå, hvor regnen og blæsten atter sætter ind, hovedet gør ondt og du liiige skal fixe den der lille ting på båden, som bare var en hurtig af-bidning af gaffatape, så du kan trække et nyt spilerfald igennem bloggen oppe i masten. Det er sådan en dag du knækker en tand. Midt i Skærgården i silende regn.

Kaptajnen oplever tit rejsedestinationer igennem de forskellige landes sundhedssystemer. Fra Marokko til Møn – så kan du på et eller andet tidspunkt altid finde mig hos den lokale læge, ørelæge, på hospitalet eller i det her tilfælde: hos en lokal tandlæge midt i Skærgården.

Det er altså dumt at bide i gaffa-tape med en stifttand. Og nu 2400 svenske kroner fattigere og med udsigten til at skulle af med temmeligt meget mere end det, når vi engang lander i Danmark igen slutter denne uges blogindlæg.