Åh kære skærgård… nu skal vi snart skilles

Ja. Den skærgård, den skærgård. Meget har vi sejlet i dig – både i det sydlige og østlige Sverige, i Finlands uovertrufne skærgård og også lidt i den Ålandske. Måske bliver man på et tidspunkt træt af at sejle ind og ud imellem billedskønne øer – fra skovbevoksede høje klippeøer til små nøgne klippeskær. Hvoraf forbløffende mange ligner elefantrøve, og som er tilholdssted for talrige fuglekolonier – men det er vi altså ikke blevet endnu. Tværtimod er det ret ufedt, at vi snart skal sejle det hele agterud og vende hjem til fladheds-Danmark.

Siden vores sidste indlæg har vi sejlet og sejlet – fra Jurmo i den yderste Turkos’ke skærgård til Sandviik på Åland – en tur på knap 25 sømil i en aktiv foran-for-tværs sejlads. Ihvertfald noget af vejen…

 

 

Herfra til Mariehamn, hvor vi forkælede os selv med en pizza – den første pizza i 3 1/2 måned. Aldrig har en pizza smagt SÅ godt.

Fra Mariehamn troede vi, at vi snildt kunne krydse over Østersøen de 36 sømil, der er til den svenske kyst og den Stockholmske Skærgård. Det gik derudaf med en aktiv besætning, på kryds ned igennem den smukke ind/udsejlingsrute fra Mariehamn til den åbne Østersø. Der var skub i skibet og en ny forsyning dåseøl i kølsvinet. Vi gik tæt til vinden, og lavede perfekte stagvendinger, vi gik så tæt til vinden, at selvsamme vind vippede Mads’ elskede Lynetten-kasket i havet. Efter en ellers udemærket HOB (hat over bord-manøvre), måtte vi erklære hatten for en gave til den store Poseidon og til Østersøens streetwear-sæler.

Det gik ikke helt som vi havde planlagt. Efter at have sejlet et par sømil på åbent hav – et hav der pludselig rejste sig og viste tænder, måtte Kaptain S. P. Hau – velhjulpet af besætningsmedlemmerne, træffe beslutning om at vende om og sejle til nærmeste havn, Röda Hamn. Her opdagede vi midt i en omgang Spaghetti-K tilberedning, at der ikke var mere gas på flasken, og at vi helt har glemt at bytte den tomme flaske til en fuld.

Og så er Röda Hamn ikke lige stedet at være, for der findes ikke andre fasciliteter her end muldtoiletter (læs das) og en lille træbygning, som fungerer som havnekontor. Men smukt er der i den røde havn.  Med en halvkogt spagettiskrue hængende ud af flaben, traf Kaptain S.P. Hau en beslutning om, at den Østersø SKULLE krydses dagen efter, og vi skulle finde en havn med gas på flasken.

Som sagt så gjort. Dagen efter virkede det til, at vi havde med en lidt mere venligtsindet vind at gøre.  Efter et forgæves forsøg på at koge en gryde vand til kaffe, på Ankers’ fiskerygeovn (kan ikke anbefales), blev vi udstyret med hjemmebagte kanelbullar af havnefruen og en liter velkogt vand til kaffen, og så stod vi til søs i glitrende morgensol.

Det med den venlige vind, var bare noget den lod som om, inde bag skærgårdens beskyttende klipper. Der var brus på bølgen, så rigeligt med vind i håret, og vinden skulle vise sig at være lige imod. Men vil man have frisklavet morgenkaffe på vand der er kogt, så må man krydse et hav.

Og det forholdt sig også således, at Mumrikken ventede gæster dagen efter (vel at mærke i den Stockholmske skærgård), så over det skulle vi. Men fy for pokker for en tur.  Først rebede vi storsejlet ned i 2. hul. (Mads’ yndlingshul). Det tog det værste af krængningen.

Så rebede vi forsejlet. Men vinden blæste osten af brødet, og det var svært at holde en ordentlig kurs i de store bølger. Med udsigt til endnu mere vind sidst på eftermiddagen, så måtte jerngenuaen til hjælp. Godt 25 sømil blev tilbagelagt med et styks. larmende motor i store bølger og masser af vind. Mads nærmest jonglerede med ost og spegepølse og Anker og majonæsen tog sig en ordentlig flyvetur og røg i dørken. Først godt i læ af den svenske skærgård, kunne vi hive kludene op og slukke for motorlarmen. Ikke lige yndlingssejladsen på den her rejse.

Tekniske uheld melder sig gerne i stimer på en båd. Udover at gassen var gået af båden, stod gps’en af midt imellem skærene på vej ud i åbent hav. Mads er heldigvis ikke en Fixe-ræv for ingenting, så han fik det fixet igen. Vores toiletpumpe begyndte at sige en højst mistænkelig lyd, så alt hvad der ikke er flydende er nu forbudt forbudt på det lille rum.

Endelig ankommet til den Stockholmske skærgård og den trygge havn på Gräddö, tabte Anker vores nye prof. fiskenet, som Kaptain S.P.Hau ellers lige havde fået dykket op, på 5 meters vand inde i havnen. De havde ikke den rigtige type gasflaske på havnen, så vi måtte punge ud med 840 svenske kroner til en ny flaske og Fixeræven måtte igen tage sin fixe-superheltskappe på og snuse sig frem til en løsning på, hvordan en for stor gasslange, kan tilkobles en noget mindre gasflaske-tilslutningsdims.

Men historien ender godt, for næste morgen var der frisklavet kaffe og havregrød med det sidste af vores hjemmelavede finske blåbærsyltetøj. Der blev gjort hovedrent på Mumrikken med alle besætningsmedlemmer i sving, og da det blev middagstid, havde de fleste fået rene underbukser på, og vi fik besøg hjemmefra af Lene og Sebastiano, som havde fundet frem til en bus fra Stockholm, som kørte den rigtig vej. Det er dejligt med besøg hjemmefra, -selv når de kommer uden remoulade, for man kan godt blive lidt små-mærkelig af at omgås sin familie 24/7. Vi fik sejlet en fin tur på kryds med gæsterne til den lille ø, Furosund, og vi fandt en fin ankerplads i læ.

Sebastiano har vist sig, som en pålidelig gast med muskelkraft, og en virkelig god pasta med tun, og Lene tog sig kærligt af ungerne med Anders And-blade og børnegaver. Imens drak forældrene gin & toncis og nød livet. Og Mads fik endnu engang bank i musefælde…

Sommeren er igen kommet til den svenske skærgård, og vi har fundet en virkelig anbefalelsesværdig ø, Rödlöga. Ah fred og ro og solskin og skærgård. Og en ny lokal hættetrøje!

Men freden varer sjældent ved ombord. På Rödlöga begyndte vores forbrugsbatteri at opføre sig lidt halvmærkeligt… ja det var faktisk næsten stået af, skulle det vise sig.

Men vi plejer jo at kunne lade op ved at lade motoren køre, og optimist er man jo til det sidste. Så efter at have støjforurenet Rödlöga et par timer, til stor irritation for den svenske nabo, sejlede vi for motor i silende regn til den næste naturhavn i den perfekt beskyttede bugt ved øen Säck.

Man bliver sgu lidt muggen, når det er vådt, halvkoldt, og det ikke går an at tænde en lampe eller lade mobilen op, så man i det mindste kan eskapere i den… Og pludselig går det også op for dig, at du jo har levet skulder om skulder med dine 3 familiemedlemmer i temmelig lang tid efterhånden på meget lidt plads. Selv den storslåede skærgårdsnatur, kunne familien ikke enes om at gå tur i…

Så nu er familien sejlet til Stockholm, hvor den voksne del af besætningen har været ordentligt meget oppe at skændes over den manglende elektriske spænding, en i bund og grund utrolig stereotyp diskussion om teknik, ligestilling, og hvem der skal kunne hvad ombord. På fineste vis endte diskussionen omtrent, som den altid gør: Mads trækker i sin fixerævsdragt og finder værktøjet frem og Susanne tager sig af ungerne.

Historien havde muligvis været mere interessant, hvis det havde været omvendt? Muligvis ikke. Vi gør vel i bund og grund, det vi er bedst til og Mads er nu engang helt vildt god til at fixe tekniske installationer, som er gået i stykker, og Susanne er ret så god til at tage på udflugt med ungerne, bruge penge og spise store is. End of story.

I de 3 dage, vi har været i Stockholm har Mads set: Djurgårdens gæstehavne: Wasahamnen, Navigationshamnen, 3 skibshandler og en biltema.

Susanne og ungerne har været på Skansen og set på dyr og svenskere i gammelt tøj, på Wasamuseet og set på stort gammelt skib, har spist ufatteligt mange is og kötbullar med mos, på Vikingaliv, Vikingemuseet og købt Hugin og Munin, cyklet Djurgården tynd og Susanne tog en solotur, hvor hun i et alt for højt tempo marcherede fra gæstehamnen på Djurgården og hele vejen over Gamla Stan til Södermalm, hvor hun susede ind i en 5-6 second hand-shops og fik handlet ind i et supermarked aller længst væk på Södermalm, for dernæst ikke at kunne komme med bussen tilbage til Djurgården. Sådan! Nu glæder vi os til at forlade storbyen igen.

Arriva du har mit hjerte – i sammenligning med det Stockholmske transportsystem, er Arriva som balsam på sjælen…

Og til min mor: hvor er det en velkendt familiefølelse, det der med at suse rundt med sin næse i et kort i en meget stor by og alt for mange planer i hovedet…