Gotland – send mere diesel! ( Og underbukser)

Hej med jer! Vi har fået link til vores logbog øverst i menuen. Her kan i se hele ruten + en masse sejlernørds info.

Årets første hyldeblomstsaft fremstilles i Mumrikkens cockpit

Sverige bryster sig af deres miljørigtige og rigelige produktion af energi, Wattenfall og alt det der. Måske er det af denne, eller af andre helt uransagelige grunde, at det er stort set umuligt at tanke diesel på Gotland? Tanken er ved at være tom, (lissom barskabet), og næste sejlafsmæssige påfund er at sejle de godt 100 sømil, der er til Estland. Så er gode dyr jo rådne, som man jo siger. I Fårösund Marina fik man lidt samme fornemmelse, som en gammel guldgraver i en forblæst westernflække, eller festivalpladsen i Roskilde på en novemberdag. Den sjömack (dieselstander), som den lokale havneguide så flinkt lover på trykt og glittet papir, er enten havnet på skrotpladsen eller solgt til nogen nyrige russere som fik lyst til at spæde deres vodka op med sjömack… Tyvärr – Den var der ihvertfald ikke… Mads sukker højlydt på bænken ved siden af. Han har ikke flere rene underbukser, og nu har vi taget turen til Slite på østkysten, fordi der var en flink havnefoged i Lauterhorn, der sagde, at man kunne finde omtalte sjömack her.

Nix nej. Kun på benzintanken oppe i byen, og der har nogen fået den politisk korrekte ide, at spæde diesel op med 7 % biobrændstof. Og bioskidtet giver dieselpest, så deet.. Susanne forvekslede toilettank-tømmeren med en dieselstander i lauterhorn havn. Så nu har rejseselskabet Sandor Resor da vist enten grinet eller undret sig i stor stil over den mail, Susanne sendte dem om brug af deres såkaldte dieselstander. Lang historie kort – nogen gange går danskere og svenskere en af smule galt af hinanden rent sprogligt.  Men hvad pokker gør de gotere som har motorer i båden???  Måske får vi svar på det store spørgsmål i næste nummer af Sejlermælk.

Det ENESTE sted på Gotland man kan opstøve de gyldne dråber er i Visby. Og der har vi været. Lige nu er der ret langt til Visby. Især fordi vi er blæst inde i Slite – vinden ligger på omkring de 12 m/sek. Og øger til stormstyrke i løbet af i nat og i morgen blæser det hele dagen i det knaldrøde felt på vejrtjenestens vindkort, og derfor med en god portion sandsynlighed også i virkeligheden.

Men vi förtvivlan inte, for i skønne Slite koster det 100 kroner for et toiletkort, som man måske/måske ikke får igen. Og så er den store attraktion en cementfabrik. Den må vi bare se. Og et (som alle andre havne på Gotland) søfartsmuseum (!). Det har vistnok åbent mandag eftermiddag, men kun ved fremvisning af gyldigt toiletkort. Heldigvis finns et Systembolaget. Så kan vi i det mindste kaste kølig hvidvin i hovedet på os selv og stormvinden fra øst.

Når man fratrækker det med diesel, så går det faktisk helt godt her på Gotland. Vi har opdaget den gotiske pendent til Christiania. Bare uden hippier og besætterånd.  Og antikapitalisme. Og rockere og hash…  Bungenäs hedder det.

Ok det minder så kun om Staden på den  måde, at det er et lækkert pittoreskt industri/natursmukt gammelt militær område med et smadret gammeltkalkbrænderi + stenbrud, som har været adgang forbudt-område.

Frede og Susanne fællestegning af kalkbrændericafeen

Nu er området opkøbt af fremtidssmart rigmand og entreprenør. Kalkbrænderi fabrik er omdannet til lækker restaurant, af mænd med det læderforklæde og hipsterskæg. Der er installations kunst hist og her, gratis funky lånecykler og et arkitekttegnet smukt tilrettelagt sommerhusområde, som smukt spiller sammen med omgivelserne. Og vi lå gratis ved den gamle smadrede udskibningskaj ved fabrikken.  Det er nu man skal nyde det her sted, for lige om lidt flytter de rige ind, og så er det nok så som så med følelsen af fristed.

Färösund har vi krydset 3 gange, og den nordligste ø, Färö, har vi gennemcruiset med ungerne i en lejet skoda stationcar. Vi har set pittoreske fiskelejer, et utal af de havslebne rauker – naturens egen landart her på øen, vi har trådt i fårelort, danset om midsommer stang med de lokale, og hoppet i de kølige grønne bølger.

Smukt som her er med alle de vilde blomster, kaniner og autocampere, synes vi nok at vi er klar til at forlade goternes ø og udforske det eksotiske østland Estland.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *