Kære trofaste følgere – så er vi her igen!
Vi har skam ikke glemt jer, og der er sket meget siden sidst – blandt andet har Susanne opbrugt sin kvote for mobil data for denne måned, og vi har været uden for wifi-rækkevidde.
Men nu til sejladsen: Vi har krydset Hanöbugten i perfekt halvind fra en blid vestenvind, så den ellers så lumske bugt, som i folkemunde omtales som: “Nordens Biscayen” viste sit milde ansigt overfor Mumrikken og familien Paluszewski-Hau. Vel krydset over bugten besluttede vi os for at gå ind i frihavnen Sølvesborg – et virkelig dejligt og smukt sted, hvor de lokale medlemmer af sejlklubben tog vel imod os. Her valgte vi at bruge 3 dage, hvor vi fiskede, provianterede og Anker fandt et ægte skattekort, der kom drivende i en flaskepost. Herefter udrustede familien gummibåden til skattejagt på: De Grønne Pæle-piraters Ø.
En klar anbefaling til alle, der har lyst til at tage samme tur. I selve Sølvesborg by findes der også en havn, men den er ikke nær så smuk og hyggelig – til gengæld koster det 200 sv.kr/nat og man har udsigt til to meget store fabrikker.
Det er gået op for os at svenskerne i langt højere grad går op i deres søredningstjeneste – næsten enhver havn har deres eget søredningsudstyr, og på den lille Sølvesborg havn var der konstant øvelser med de frivillige i deres brandmandslignende uniformer. Der var ungdomsaften på havnen, hvor ungdommene kunne lære om søredningens ædle kunst og de udgav sørme også en søredningstegneserie. I den har vi nu lært at gasten på fordækket, som skal klare fortøjningerne bliver kaldt for en: Hoppiland- Kalle.
Hvis vi et øjeblik bliver ved svenske ord indenfor det maritime miljø, er vi hered stolte over at have lært, at en ugle bliver kaldt en “mås”, en skraldespand for en “Sop Karl” og toilet + affaldsspand går under samlebetegnelsen: “Skærgårds Maja”. Man fornemmer virkelig at det er Ikeas hjemland vi befinder os i. Af en eller anden grund er der mange af af de små indsøer på skærgårdsøerne som hedder: Maren. Jo, vi lærer meget undervejs. Og Mumrikken har endelig fået sit navnetræk på nu – materialet er kvalitets elektrikertape, omhygeligt udmålt og udklippet, herefter hærget af Frede, for til sidst at blive udmålt og opklistret igen.
Vi har været en tur på Hanø, som ligger i den nordøstlige ende af Hanöbugten, og her blev vi modtaget af nattergalesang og en kvindelig havnefoged, som hed Lotta, som Mads fik charmet ved entusiastisk at tale om den tidligere havnefoged, som vi har læst om i sejladsberetningen: Balladen i Haparanda. Det skulle vise sig at være Lotta’s far. Hun kvitterede med et stks. gratis vask + tørring til familiens temmelig store og beskidte vasketøjskurv.
Hanø kan varmt anbefales.
Her var der også to søde tyske gutter som gav os al deres mad heriblandt en hjemmelavet syltetøj som Eckarts mor havde givet ham med på turen. Eckarts mors syltetøj med blommer og peanuts kan dog desværre ikke på nogen måde måle sig med Bedstemor Mariannes.
I det hele taget har vi analyseret os frem til at vores fremtonen som dels nogen flinke, rare og imødekommende mennesker kombineret med en vis portion glad naivitet + tilsat en smule hjælpeløshed og uvidenhed om diverse sejladsmæssige udfordringer, gør folk til nogle meget hjælpsomme og hjælpsomme væsner. Eller også er vi bare helt utroligt heldige med kun at støde ind i de rare skabninger.
Den sidste uges tid har vi været travlt optaget af at opdage den sydlige del af skærgården som hedder Blekingegården. Her er afsindigt smukt, solen skinner uafbrudt og hele 2 gange er det nu lykkedes os at kaste et hækanker ud og ligge fortøjet direkte til klipperne. Vi har provianteret, koblet af og spist burgers i Karlskrona, som må være en Nordens pendent til Venedig – her findes anløbsbroer til alt – selv til Lidl.
Ungerne drøner rundt på klipperne, fisker, leger og idag faldt ældstebarnet i vandet. Han har nu fået sin Østersødåb og vi har givet ham Østersønavnet: Hoppiland-Kalle. Han har også tabt rokketand nummer to, og er nu ikke til at skyde igennem.
