Vesterhavet! En stor slumrende grønblå kæmpe tog imod os med næsten havblik og blide dønninger, der hviskede eventyrlyst ind i ørene på Kaptajnen, som efter fem minutter væk fra bølgebryderne ved Thyborøn var parat til at sejle nord om Skagens gren, og straks plottede Hanstholm ind som næste stop.
Heldigvis brækkede Bjørn sig ud over det hele lidt efter, og det var jo nok meget godt, for så vendte vi snuden og sejlede til Thyborøn og den trygge fjord igen.
Thyborøn er et vildt sted. Det føles som verdens ende eller som noget fra en sci fi film. Som havnen ligger der for enden af en lang tange bliver øjnene først mødt af skorstenene fra Cheminova. kigger du mod nord ses stejle, golde hvide sandklitter på Agger tange og intet spor efter den jo ellers temmelig udbredte menneskelige civilisation. I havet knejser mægtige tripods med enorme vinger og under dem vogter sælerne over deres undervandsrige.
Jeg ville miste min forstand af at bo i Thyborøn. Havet er stort, smukt og ærefrygtindgydende, men her vokser ikke et eneste træ! Dem der bor her har ingen haver, kun forkølede krukker med marehalm og andre vindbestandige vækster, er sporadisk opsat foran et par af husene. Her har aldrig arbejdet en byplanlægger og byen er mildest talt grim. Havnen er stedet at være og det bankende hjerte, der gør det muligt for folk at leve her.
Thyborøn er fiskernes og mågernes by. De kæmpemæssige fiskeskibe hiver 325.000 tons fisk op af havet hvert år, og det har mågerne hittet ud af. Fra indsejlingen til havnen til vi tog derfra var der konstant mågehylekor. Mads blev straks venner med en af havnens lokale sutter, der kunne fortælle mere end en røverhistorie og også sagtens kunne drikke mere end en øl og derfor måtte ty til sjatten i en efterladt flaske gin – man bliver jo tør i halsen her i varmen.
Mads er så meget et med naturen herude vestpå nu, at han hele tiden syntes at mågerne kalder: “faaar faaar” det lyder præcist ligesom Anker og Frede, når de er lidt småpylrede.
Efter to søvnløse nætter, hvor Kaptajnen var blevet holdt vågen af hhv. nattens koncert af mågekor, saltlummer hedebølge og udborede knallerter samt af en baby, som er ved at få tænder (og som derfor måtte køres rundt i downtown Thyborøn den halve nat,) forlod vi vestkystens rå fiske-sci fi og søgte tilflugt endnu engang i smukke, grønne og frodige Lemvig. Vi er blevet lidt forelskede i byen, en ægte limfjordsperle. Lemvig minder lidt om en græsk eller spansk kystby, som dem ligger der og lyser, pittoreskt bygget ind i de bløde grønne bakker hele vejen rundt om vigen. Og et hus kan fås for en god halv million her. Drømmen om et hus med have i naturskønne omgivelser lever stadig i bedste velgående.
Vinden er naturligvis gået i øst, nu hvor vi skal hjem igen. Og her gik man og troede, at vestenvinden var mere eller mindre konstant herude vestpå.
Kaptajnens skulder gik helt i smadder på en halvhård sejlads fra Lemvig til Oddesund med 10-12 sekundmeter vind, krappe bølger lige imod og en pæn hældning i Mumrikken. Hver gang vi hælder til bagbord og sejler i høj sø tager Mumrikken vand ind og gør hynderne våde. Et større detektivarbejde forestår, når vi kommer hjem. Limfjorden kan bestemt vise tænder. Heldigvis fik vi nyt besætningsmedlem i Oddesund, hvor seje fætter Julius påmønstrede, og Ky-Anja reddede Kaptajnen fra svie og smerter ved at køre hele vejen til Struer efter piller og proviant.
Der er nemlig ikke andet end samtidskunst og en benzintank/grill i Oddesund. Tilgængæld får man landets nok største pølsemix her, og ellers kan grillen være behjælpelig ved også at være en kiosk, som udover et udmærket sliksortiment også kan være behjælpelig med hygiejnebind, kølervæske og fiskegrej. Jow jow…
Men Oddesund havn er lille og hyggelig med fantastiske fasciliteter) gratis bad, gasgrill, lånecykler og kæmpeskak) og en fantastisk udsigt. Vi besøgte også Oddesund tårnet og udstillingsstedet Regelbau – som viser installationskunst i gamle bunkers. Det kan godt anbefales, og så kan man jo snuppe en pølsemix fra grillen når sulten melder sig.
Vi overvejer at adoptere en 12-årig eller bare beholde fætter Julius ombord. Vi har haft voksentid nu hele to aftener i træk, hvor seje tålmodige Julius har puttet Anker og Frede og i det hele taget aflaster familien Paluszewski-Hau, som måske godt nogen gange kan sætte sig lidt fast i den samme rille, hvad angår familievaner – især de dårligere af slagsen. Ovrnihatten har vi haft en fantastisk sejlads fra Oddesund til Doverodde ( også helt vildt anbefalelsesværdig lille havn – og også med mulighed for samtidskunst i gammel silo, samt pølser og pomfritter).
Nu er klokken lidt over syv, der er kaffe på kanden, Styrmand Mad Mads sejler os med stjerner i øjnene på en god foran for tværs til Thisted og alle 4 unger sover.
