Tallinn

 

Cityscape fra Tallins oldtown

Fra Odins Ø slæbte vi en forbandelse med os hele vejen til Tallinn: Ingen Vind!

Alle sejl inklusive den ellers så fyrige gennakker hang bare slatne ned, så det var jerngenuaen, som måtte i sving næsten samtlige 36 sømil til Tallinn. Øøøøv.

Her ses kaptajnen mens der var en smule vind i kludene.

Dertil kom en temperatur på omkring de 36 grader i cockpittet og en omgang blågrønalgegrød i Finske Bugt, som gjorde samtlige besætningsmedlemmer småmugne. Ingen vind, motorlarm i maaange timer i træk og ingen hop i havet, fordi der hersker nogle helt specielle omstændigheder i år 2017, som har gjort Finske Bugt særligt udsat for de ulækre tyndskidslignende algers brune  overherredømme.

Så det var rigtig rart at få Tallin i sigte cirka 16 sømil fra byen, hvor vi kunne se de gamle kirkespir, skorstene og en livlig trafik ind og ud af Tallin havn.

Mumrikken følte sig temmelig lille mellem de store cruiser-færger, fragtskibe og store fiskefartøjer. Nu er det jo som sagt ikke størrelsen med gørelsen det kommer an på, men samme aften faldt vi i snak med et venligt diplomatpar fra Bruxelles/Tallin, som flere gange spurgte os, om vores båd ikke var temmelig lille?!

Den næste som kalder Mumrikken lille får ild i en vis legemsdel… For vi har nu installeret en flakkanon fra Biltema – det var på tilbud hvis man også købte manden med.

Mumrikken er heldigvis en stolt herre, som ikke sådan lader sig gå på af det med størrelse. Første dag i Tallin gik med at vaske tøj og hænge tøj til tørre på alle tænkelige steder på Mumrikken. Og ikke mindst gik dagen med at prøve at fortøje vores kære båd på en måde, som ikke river den helt fra hinanden, hver gang der kommer en mini-zunami ind i vores havn, når et af de store skibe drøner forbi ude i det store havnebassin. Efter 3 dage med regelmæssige kæmpedynninger ombord, er vi begyndt at omtale “klokken 9-bølgen” -et anderledes men pålideligt vækkeur, og eftermiddagskaffestormen, hvor man må tage et fast og belsutsomt greb om kaffekop og kage, for at alt ikke havner på dørken. Tilgengæld er der ikke rigtig nogen som ved, hvem der ejer havnen her (Noblessner hedder den – det er en efterkommer af selveste Nobel som i sin tid anlagde), og af samme grund har vi ikke betalt havnepenge de sidste 3 døgn. Så der er jo fordele og ulemper ved alt i denne verden.

Og så er der pittoreskt smadret på den helt rigtige hipster-urbant industrielle måde i havnen, med hippe cafeer i de gamle pakhuse, kunstinstalltioner, byhaver og en masse dejligt skrammel – Sydhavnen anno 2025? Samtidigt har de store  kraner holdt deres indtog samme sted og bygger på livet løs.

Vi har fået besøg af den uforlignelige Fabbe-Rams, drukket kaffe under tagryggen på den gamle borgmur i Oldtown, hvor dannebrog eftersigende skulle være landet i knolden på en, der hed Valdemar, og i skrivende stund turer brødrene Prut aka Mads og Rams rundt i Tallins gader og spreder skræk og rædsel.

Jeg (Kaptain S.P. Hau) har haft ungerne med på Tallins Seaplane Museum i dag. Jeg har nemlig en umættelig interesse for krigsmateriel og dertilhørende tekniske installationer og opfindelser.

Udsnit af Estisk krigsskib, det lyserøde er en fortolkning af rød

Der var godt nok ikke rigtig nogen vandflyvere derinde, men der var mange andre spændende ting at tage sig til, som eksempelvis at få klaustrofobi nede i en gammel ubåd, sænke slagskibe og more sig med uniformer og greenscreen. Det var helt sikkert moren, der synes det var sjovest.

Hvorfor kender jeg ikke nogen (udover Mads) som er taget til Tallin for længst? Det er en fed by med mange spændende bydele –  og områder at besøge, cafeer, restauranter og byliv, en livlig havn,  og så er her billigt. Whats not to like? Tallin får en hele 5 point af mig (ud af 5 og udtalt af Etta Cameron).

I Oldtown er der rav og uld overalt. Mads kunne ikke pille fingrene fra en særligt sød ulddame.

Vejnavnene giver også byen et særligt islæt: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *