Vi er idag præcis på rejsens zenit – da vi nu har rejst i 2 1/2 måned og har det samme tilbage af vores sejlereventyr.
Vi befinder os på Osmusaare eller Odensholm – Estlands nordligste ø. Øen er omgæret af en vis mystisk og har en ret vild historie
Mystikken startede på den elektroniske kortplotter, hvor øens kyster er skraveret på søkortet. Det betyder, at man ikke ved en hulens masse om bundforholdene. Vi sneg os alligevel ind på en let foran for tværs, da vi havde se, at der var en lille bådebro her og Mumrikken stikker kun 1,5 meter. Vi smed sejlene og satte motoren i laveste omdrejninger og Susanne på udkig i stævnplatformen. Vi havde tænkt at smide krogen og ligge for svaj i en lille bugt, men det viste sig, at vi liige kunne snige os ind på den lille bådebro og smide fortøjningerne.
På Odensholm bor der idag kun 4 personer – en familie som passer øen og har kvæg og får, som græsser frit på øen.
Indtil 1940, hvor russiske styrker indtog øen og opførte befæstningsanlæg over det hele, var den i flere generationer befolket af estlandssvenskere, som levede af fiskeri og landbrug her.
Før de flyttede ind på øen mener man, at øen har spillet en central rolle i forhold til dyrkelsen af de nordiske guder. Selveste Odin ligger (måske) begravet her. De første mennesker vi mødte på øen viste sig nu at være fra det estiske integrationspoliti. Hvad de lavede her aner vi ikke. De hilste bare på og sejlede deres vej.
Et er helt sikkert her er gudesmukt og øen huser mere end 670 forskellige plantearter heriblandt 7 arter af sjældne orkideer. Øen er nu naturreservat.
Måske bliver man halvtosset af at bo på en lille båd og mest beskæftige sig med vand, båd og børn. Ikke desto mindre er det her, hvad der skete, da Susanne løb på aftentur på Odins Ø:
Solen er ved at sænke sig i havet på den der fantastiske måde, som du kun oplever på små øer midt i havet. Jeg løber afsted i aftenenfred blandt øens græssende får (og myg) i et adstadigt tempo. Efter 100 meter stopper jeg op, da en rød ræv sidder i vejkanten og betragter mig. Den er ikke bange og vi betragter hinanden en stund, før den langsomt lister af. Jeg løber ind på øen for at se ruinerne af et gammelt kapel. Her er vilde blomster overalt og en særlig stemning, det er som om naturen holder vejret og alt står stille. Jeg indsnuser stedet for en stund, får 10-12 myggestik og løber videre.
Lidt efter kommer jeg til en stor raderstation omgivet af ruinerne af gamle huse. Her kommer der pludselig en gammel fårehund luntende imod mig. Først er jeg lidt nervøs ved den, da det er en stor hund og har den nu tænkt sig at være bidsk? Men den kommer helt hen til mig og hilser på mig. Jeg klapper hunden – den ser ud til at være blind på det ene øje og har intet halsbånd på. ” Hvor kommer du fra?” spørger jeg, vel nok mest mig selv.
Efter lidt kløen bag øret spørger jeg hunden om den vil med mig på tur? – Det vil den, for den løber straks afsted tæt ved mig og kigger sig hele tiden tilbage for at se, om jeg nu stadig er med. Det er jeg. Vi løber sammen i en tid. Nuet fylder det hele – det er kun mig, en hund og en masse naturlighed. Da vi nærmer os bådebroen, som er min endestation drejer hunden pludselig væk fra stien og ud på en stenfyldt strand. Den løber ud i havet og begynder at svømme. Jeg følger efter men stopper i vandkanten. Hunden svømmer langt ud – jeg tænker: bare den ikke drukner derude! Jeg kalder på den – i mangel af dens rigtige navn, råber jeg “Hundniiii” så højt jeg kan. Hunden drejer hovedet mod mig og stopper sin hundesvømning. Den kalder også på mig. Sådan lyder det ihvertfald. Jeg overvejer et kort øjeblik at svømme ud til den, men det har jeg nu alligevel ikke lyst til for solen er gået ned, vandet er koldt og dyret ser ikke ud til at være ved at drukne – tværtimod svømmer den som anden sælhund. Hunden kalder igen, men vender sig til sidst og svømmer så langt ud, at jeg til sidst ikke længere kan se den.
Da jeg til sidst vender mig for at gå, ligger der en ravnefjer og en sten, der ligner et dødningehoved ved mine fødder. Fuldstændig mystificeret går jeg hjem til Mads og Mumrikken. Efter et lille stykke tid hører jeg hundegøen i det fjerne. Nå så er den da gået i land igen, tænker jeg, så var det hele nok alligevel ikke så mystisk.
Idag har vi besøgt fyrtårnet og familien der bor her. Jeg snakkede med Rita, som er familiens voksne datter, om livet på øen. Hun fortæller mig om deres dyr og jeg klapper deres to nuttede hundehvalpe. De har tre hunde ialt og en rød kat. Ingen af hundene er den jeg mødte igår aftes!
Har jeg mødt Odins ånd i skikkelse af en gammel fårehund? Er jeg blevet søtosset? Det finder jeg nok aldrig ud af, men det er en oplevelse jeg ikke sådan lige glemmer.
her ses Frede på Odins sten. Mads har set to ravne flyve over stedet. Rita, der bor på øen beretter om nøgne ukrainere der udfører mærkværdige hedenske ritualer på stranden.