Vi er på øen hvor du føler dig som fanget – vi er på Anholt. Det er nu et ganske frivilligt fangenskab for her er sindssygt smukt, roligt og i det hele taget dejligt. Vi sejlede fra Skallekroken kl. lidt over otte om morgenen i tirsdags med en fin sydøstlig vind i ryggen. De første knap 20 sømil sejlede vi fint i de halvhøje dønninger med både storsejl og genua, udover at Anker blev søsyg og måtte kigge lidt ned i en spand. Han blev heldigvis hurtig frisk igen og satte rekord i spilletid på Ipad’en. Cirka halvvejs løjede vinden af og det hele slaskede frem og tilbage i dønningerne til vi fik sat gennakkeren op og resten af turen sejlede vi støt med en fart på knap 4 sømil, og da det var en varm dag, kunne Kaptajnen og Styrmanden heller ikke nære sig for en tur i de grønne bølger med et tov om maven.
Frede var en dygtig barnepige til at tage sig af lillebror Bjørn, men det er som bekendt et hårdt job, og de sidste par timer sov Frede sødt i Bjørns lift.
10 timer tog det i alt at sejle de knap 40 sømil herover. Vi er pænt stolte af vores tre unger som alle klarede de 10 timer på bedste vis og helt uden pylder og brok. Nu har vi klemt os ind på den allerinderste plads, hvor vi ligger godt beskyttet for vejr og vind. Trods rygter om dyre havnepenge, så koster det kun 150 kr. for en nat. Og man skal heller ikke fortøje med hækanker, som vores lettere forældede havnelods ellers oplyser. De har fået fortøjningsbøjer i mellemtiden.
Anholt på 3. dagen
Det er heldigt, at vi er kommet her i ugen før skolernes sommerferie begynder, for så bliver der rift om pladserne. Fra den helt igennem super lækre sandstrand, hvor vi har tilbragt de sidste to dage med at plaske og svømme og dase kan vi se, at det også ser tillokkende ud at ligge for svaj ude i bugten, som en stor Nauticat 42 gjorde, den dag vi ankom.
Vinden har dog været slået om i vest lige siden natten til onsdag, så det må blive næste gang vi kommer – for det er helt sikkert ikke sidste gang vi besøger øen, hvor vi har haft det så rart på havnen og på stranden, at vi ikke rigtig har fået set mere af øen, udover en lille travetur op på det bagvedliggende højdedrag som Kaptajnen foretog i går aftes for at få lidt tiltrængt alenetid.
Det er lidt af en udfordring at få hele familien med på tur, for her kører ingen busser, og Bjørn er for lille til, at vi kan leje cykler med barnestol. Herudover er eneste anden mulighed at køre med taxa, eller leje en el-golfbil med plads til to voksne eller en voksen og to børn, og det synes vi ikke er så tiltalende… Next time…
Men vi har oplevet meget på havnen, hvor Mads er rendt ind i sin gamle (hippie) vejleder fra RUC, som bød på øl og var lidt af et livsstykke. Vi skålede for vores nye regering – og var enige om at vi går lysere tider i møde rent politisk. 
Hun kunne ikke så godt huske Mads’s specialeprojekt men tilgengæld var hun vildt begejstret for vores måde at leve på med børn, tid og båd og vi fik hende også lige kort ombord på Mumrikken. Idag spiste vi is sammen med et ældre par, hvor manden, Peter Østergaard, der skulle vise sig at være en gammel bekendt af Mads’ storebror Jens, kunne fortælle os lidt af hvert om øen, hvor han arbejder som sommervikar på skolen. For selvom her kun bor 127 personer på øen, så har de faktisk en skole og i den går der…. 12 børn!
Der er ialt 4 børnefamilier på øen, og heraf har den ene familie 5 børn – dvs. at den ene familie udgør knapt halvdelen af skolens børn. Der er også en børnehave her og den består i øjeblikket af 4 børn. Tilgengæld er der 3 pædagoger og på skolen er de ialt 8 medarbejdere, når man tæller deltidsansatte sommervikarer med. Det står altså ikke helt skidt til med nomeringerne i vores børneinstitutioner i denne lille del landet. Peter synes altså vi skulle tage og flytte til Anholt – her kører ingen biler om vinteren og alle kender alle. De har en ordning – såkaldt Ø-hop her, hvor man får en vistnok billig penge, kan prøve at leje et hus her for et halvt års tid for at se om øbo-livet skulle var noget man kunne blive glad for. Hvis man vil herfra igen, og ikke sejler i egen båd, så sejler Anholt- Grenåfærgen kun 4 gange i ugen.
De lokale fiskere som vi har kigget en del på på havnen, skulle vise sig slet ikke at være lokale, de kommer primært fra Gilleleje og Bornholm og er her kun i sommermånederne, hvor der kan hives jomfruhummere op af Kattegat. Ja, så alt i alt må vi konstatere, at jobs her på øen ikke ligefrem hænger på træerne.
I skrivende stund er Styrmanden igang med at rense vores vandtank efter at have hældt bio-diesel bekæmper ned i vandtanken i den tro, at det var drikkevandsrensevæsken. Efter en kort konsultation med Kaptajnens mor pr. telefon er vi nu godt vejledt i at bruge en god del af havnes beholdning af drikkevand på at rense tanken, der rummer 150 liter drikkevand igennem ialt 3 gange. Undskyld rene drikkevand !- det var ikke vores mening at spilde 450 liter drikkevand ud her i den rene havn. Tilgengæld går vi ikke i bad, så på den måde må tingene på en eller anden skæv måde gå i nul. Mads har en teori om at de nuværende lokale anholtere nedstammer fra kannibaler. Han kan lissom mærke det på dem, siger han . Jeg tror nu mest han har fornemmet stemningen nede foran købmanden, hvor de kun efter førstehåndsindtryk at dømme lokale fiskere holder til med deres håndbajere. Men om de også har været kannibaler på Bornholm og i Gilleleje – det må nogen andre tage fat på at undersøge. I morgen går turen efter planen nordpå til Læssø og det er på tide at sige pænt farvel til skønne Anholt.