Godt 10 sømil nord for Halmstad ligger der en lille idyllisk havn, som er lige til en anbefaling – Skallekroken. Her er vi nu. Anholt må vente lidt! Vinden er i vest og vi gider ikke hugge mod bølger og vind for motor en hel dag. Skallekroken ligger i naturskønne omgivelser med en pittoresk klippeknold som scenisk baggrundstæppe.
Der er kolde is og sodavand plus vaffeldej i klubhusets køleskab og en stor lavvandet strand, hvor ungerne allerede har tilbragt mange timer med at fiske krabber og fladfisk.
Mads har lavet krabbefond ud af nogle af krabberne og vi vover at spise det til aftensmad, da havnen er så lille og vandet ser rent ud. (Red. Det smagte virkelig ikke godt!) Vi krydser fingre for at vi ikke får skaldyrsforgiftning.
De allerførste blåbær er blevet modne og særligt Anker synes det er meget ærgerligt at forlade blåbærrenes land, nu hvor de næsten er modne.
Skallekroken er også stedet hvor hele familien er kommet så tilpas langt ned i gear, at der er tid til eftertanke både over små og store ting. Mads savner sin mor, som døde fra os i april, vi er begge to mere eller mindre konstant bekymrede for de igangværende klimaforandringer og hvad det får af betydning for vores unger – det gør ondt at nyde den store skønhed vi ser overalt på vores færden på havet og de naturskønne kyster og samtidig vide, at vi måske mister det hele… Vi håber ikke ungerne mærker vores bekymringer… og vi gør vores bedste for at vise dem igennem handling, at det stadig nytter og en sejlbåd er et udemærket sted at lære om begrænsede ressourcer. Der skal spares på vandet, der er begrænset til vandtankens størrelse, strøm til computeren, lyset og køleskab er begrænset til den mængde strøm som er på batterierne, og de skal lades op når vi er i havn. Og ikke mindst er det kun muligt at lave en vis mængde pølser i toilettet før tanken er fuld, og det er på tide at komme på havet og spille på den brune klarinet.
Der er også grænser for, hvor meget der kan købes så ind i supermarkedet – det skal kunne slæbes hjem i en rygsæk. Eller på Ankers løbehjul. Havnefogeden her på havnen, en flink fyr der hedder Nik, er i skrivende stund i færd med at køre Mads i Hemköp i sin bil, så vi kan få fyldt båden op med Norlands Guld – måske fordi vi gav dem en hånd med at lægge til efter en lidt uheldig havnemanøvre i Halmstad. Så det er jo ren luksus.
Det er også nu – efter en uge sammen på bådens knappe kvadratmeter, at vores små irritationsmomenter over hinandens og særligt ungernes hærgen på båden kommer op til overfladen : tal nu normalt, lad være med at skabe dig, prøv nu at lade være med at spilde osv. Det er særligt Anker det går ud over, da han altid er i fuld gang med at tænke over mindst 10 forskellige ting på en gang og derfor ikke skænker det en tanke, at han hænger ved bordet, taber mad ned i Mumrikkens hynder og har mad i hele hovedet. Vi prøver at være gode og tålmodige, og vi ved at det tager tid at opbygge gode vaner og familiemønstre på båden, men det lykkes ikke altid at bevare roen, særligt ikke når vi konstant har hænderne fulde med båd-praktikaliteter og baby og nattesøvnen ofte er temmelig sparsom.
Så får man dårlig samvittighed over at være en sur og utilstrækkelig forældre. Jo, sejlerferie er måske nok en badeferie, men en særdeles aktiv en af slagsen. Heldigvis skinner de gode stunder stærkere end de dårlige og vejret er godt, og så spiser vi på bordene oppe på kajen, hvor det er ok at spilde lidt.
