Livet ombord på en 32 fods sejlbåd udspiller sig for vores vedkommende i et adstadigt tempo. Vi forsøger at finde en balance mellem sejladserne, der af hensyn til ungerne samt forældrenes udholdenhed helst ikke må være for lange + aktiviteter, som alle trives med. Eksempelvis fisketure, at sejle i gummibåd, sove middagslur og at opstøve is i en skærgård, hvor der er temmelig langt mellem iskioskerne. Udover den latente mangel på is ( og øl) må den Østsvenske skærgård siges at passe rigtig godt til familiens behov. Men indrømmet – der er dage ind imellem, hvor vi kigger ind i hinandens rødsprængte og blårandede øjne efter endnu en nat med børne + bådforstyrrelser og prøver at huske, hvorfor det nu også var en god ide at flytte ind i en flydende campingvogn i et halvt års tid? En næsten 3 årig og en 5-årig er nogle nuttede væsner, men det holder lidt hårdt med at finde ro og fred ombord. Vi har derfor indført stilletid en time hver eftermiddag, når Frede sover middagslur. Ellers bliver vi simpelthen snakket ned af en ivrig, spørgelysten og videbegærlig 5-årig. Heldigvis er der flest af de dage hvor alle om bord er ganske tilfredse med tilværelsen, trods praktiske udfordringer og for de voksnes vedkommende et par kroppe, der ikke helt kan præstere det, de kunne for 20 år siden. Selvom man fristes til at tro det. Efter et par stille dage i Oskarshamn, hvor Susanne fik tilset et tilstoppet øre, som godt nok ikke hjalp, men til gengæld kostede husholdningskassen 200 svenskerbobs, gik turen igen ud i naturen til den tillokkende skærgård, hvor stilhed og fuglesang for Susannes vedkommende blev overdøvet af en hylende tinnitus a la 80’ernes prøvebilledlyd på fjernsynet.
Vi passerede den forheksede ø Den Blå Jungfrun om styrbord og det store atomkraftværk, Simpevarp på bagbord lidt senere uden at mutere.
Vi havde udset os et godt ankringssted på en ø med det flatterende navn: Fläskö.
Smukt var det og svært var det at få vores hækanker til at bide i bunden – først 4. Gang lykkedes det besætningen at få ” bid”. Av min ryg for en fisketur. Som afslutning på denne manøvre sprang Susanne skævt ned på klippen med forfortøjningen og forvred foden, som måtte klippeafkøles med en udemærket kold dåseøl. Klog som Susanne jo er, brugte hun dagen derpå til at hvile ud med at bygge et shelter på toppen af klippeøen sammen med Anker. Der gik sport i at slæbe gamle fyrrestammer op af klipperne til shelteret. Suk altså – det måtte jo næsten ende med et hekseskud i ryggen – av for en pine og tak for en flaske rom.
Så frisk så den kvindelige del af besætningen ud den aften..
For lige at sætte prikken over i’et så vendte vinden den samme nat til den helt forkerte retning. Der var udpurring ved kaptajn Mads kl. 05.45 og så var det om at komme derfra inden vinden tiltog endnu mere. Trods kraftanstrengelser og adskillige forsøg på at få hevet krogen op af kong Neptuns, og ålegræsmudderets, jernhårde greb, så måtte vi til sidst ofre det hele og kaste alt ud på den blå hylde. Godt slukørede måtte vi tage til Figeholm havn og slikke vores sår. Her kom vi langsomt til kræfter med store mængder is, en ostemad og en spliff.
Med genvundne kræfter fik Mads den ide, at vi kunne drage tilbage til flæskens ø ved mere gunstige vinde og dykke ankeret op igen pr. Dykkerdragt + gummibåd. Som sagt så gjort. Planen skulle vise sig at holde vand, så at sige, især med lidt hjælp fra to venlige fiskere og deres motorbåd. Mads er derved endnu engang familiens store redningsmand i skysovs og næsten rene underbukser.
PS ungerne har det godt trods endnu mere beskidte underbukser.
Måske kloge af skade fortsætter familien deres skærgårdseventyr. Vi har ligget gratis i Klintemåla lilleput havn et par dage, tanket beskidt drikkevand, ankret op endnu et paradisisk sted og i morgen kommer bedstemor og bedstefar.
Så skal vi i sommerhus på Øland og fejre Fredes 3 års fødselsdag – eventuelt prøve det der med et varmt bad også. Det er vist ved at være en uges tid siden sidst.