Fortsat fra forrige nummer af verdens mest actionpacked blog:
Vi var blevet lykkelige på Lökholmen. Alt var så godt og så flot, og det er fedt at bo småt. Solen skinnede i den glitrende skærgård og kækt fortsatte vi vores rejse udi den Stockholmske skærgård. Vi begynder at føle os som ægte søens folk og har udviklet sugekopper under fødderne, ens topmaver og stærke arme som rutineret hiver i fald og liner. Mads’ skæg kan helt sikkert gøre den bedste skipper misundelig. Med kursen sat sydover mod Utö, simpelthen drønede vi afsted i den navnkundige Mumrik. Med vinden agten for tværs og høj sensommersol var det bare kommers for en skibskat. Den store blå gennakker var sat og Mads havde helt kontrol over bæstet og satte fartrekord sydover, hvor vi var oppe og snuse til små 8 knob.
Det var en forrygende tur, hvor vinden øgede fra let til frisk uden at vi sådan rigtigt opdagede det, der var bølger med tænder og pludselig var det blevet temmelig svært at få ballonklyveren ned igen i den friske vind mellem alle de små klippeskær, der findes i rigelige mængder her. Der var ikke rigtig plads nogen vejne til at få kæmpedragen ned, så vi fortsatte vores flyvende færd med tungen lige i munden. Det gik heldigvis godt. Vi fandt en smuk naturhavn, som vi for en gangs skyld havde helt for os selv. Det mærkes tydeligt at sommerens sejlsæson er ovre for de allerfleste nu. Vi er næsten alene i skærgården, som er klædt i sensommerens gyldne farver. Her er røde rønnebær, og lyng der dufter og dækker de nøgne klipper med deres smukke lilla farvelade. Fiskene griner af os fra deres hjem i havet – fiskelykken har ikke været med os, siden Kresman tog afsked i det finske. Over vores forblæste hoveder trækker gæssene sydpå i deres karakteristiske v-formede flokke og det sidste blåbær er plukket for i år. Efteråret har så småt gjort sit indtog på disse breddegrader.
Det var storslået og absolut naturskønt, at ligge alene i den beskyttede vig ved Sadelōga- lige indtil Kaptain S.P.Hau tændte for motoren. Den havde ikke sådan specielt meget lyst til at starte…
Nå da- og alene var vi også, så ingen til at trække os ud af havnen eller komme med gode råd. Men når man er gift med en fixeræv er der ingen grund til panik. Volvo penta manualen kom frem og vi læste os frem til, at det var lang tid siden at nogen havde været lidt gode ved den stakkels motor. Den både tørstede efter et nyt oliefilter og et nyt brændstoffilter. Så det fandt vi ud af at give den. Susanne tørrede den af for olie og skidt med vådservietter, som en anden barnenumse. Vi var lidt stolte af os selv og skulle til at prøvestarte motoren, da Mumrikken pludselig begyndte at drive ind mod Sadelöga’s skarpe klipper – ankeret havde revet sig løs!
Der skulle iværksættes redningsaktion – og kaptajnen måtte gå i gummibåden og banke en ny fortøjning op på en lille klippe ude i vandet, som kunne forhindre at Mumrikken blevet banket ind mod klippevæggen af vinden.
Mads faldt i vandet, mens han balancerede på to våde sten og samtidig holdt Mumrikken væk fra klippesammenstød med vores bådshage. Men han holdt Mumrikken fri og hovedet koldt, og med Kaptajn S. P. Hau som levende fender mellem Mumrik og klipper, fik han startet motoren og dirigeret os væk fra klipperne. Pyyh.
Sikke en omgang.
Med motoren godt igang igen, følte vi os trygge og kunne også slukke den og starte den igen uden problemer. Således ude over alle vores genvordigheder, skinnede solen igen over besætningen og sejlene blev sat til bidevind på en frisk sydvestlig vind og med en god fart i skuden fræsede vi til øen Nätterö.
Vi ville være gået i havn på Utö, der ligger lige nord for, men med en havneleje på 320 svenskerdollars betakkede vi os. Istedet gik vi til den lille ø, som har fine badestrande og en vældig fin bryggebro, som kostede gratis at ligge ved.
Her var endda også en spændende historie med en svensk dronning som i 1600-og purløg søgte tilflugt fra onde mænd i en klippehule på øen, hvor hun begravede sin elskede konges hjerte. Så på dette skønne og romantiske sted tilbragte vi et par dage med at lege ninja, klatre i træer og løbe i mørke mens vinden gik i syd og øgede til stormstyrke. Kaptajn S. P. Hau fandt sin skovtrolde-tvilling, og en ravn landede et belejligt sted, da Mads var på stranden, endnu engang uden underbukser. Cowa Bungaa!
Nätterö kan varmt anbefales, og man ligger fint fortøjet ved den gratis bro, som også fungerer som tillægningskaj for en lille færge, som sejler til Utö. Så læg til her, istedet for i den dyre havn på Utö, skulle nogen komme forbi med deres båd her i denne lille del af verden.
Det skulle vise sig, at motoren alligevel ikke var blevet helt rask oven på sin sommerforkølelse. Så vi tog den korte tur på knap 10 sømil, der er over til Nynäshamn. Her var der et mindre værft, hvor de reklamerede med div. motorservice og nu havde vi tænkt os at få fagfolk til at kigge ned i det efterhånden velkendte motorrum . Men der var travlt i biksen, så vi måtte endnu engang selv stå på hovedet i motorrummet – det er også bedre end at gå til fitness – måske det snart bliver en motionstrend og sejlernes pendent til crossfit og hot yoga?! Vi skal være de første til at bekræfte, hvor mange muskler, man sætter i arbejde af bare 20 minutter i dette herlige varme rum. Denne gang blev også brændstofforfilret/vandudskiller skiftet og renset, så nu er motoren kun en lille bitte smule sommerforkølet, når den starter fra kold. Men nu var det også på tide at få taget et større ryk sydover, for der skulle samles damer op i Nyköping fredag d. 1. september – Susanne’s veninder Bitten og Anne, også kendt under deres streetnavne: Fitten og Fannan aka Bitski og Mo’mor.
Så efter en temmelig urolig nat i nordhavnen på den aflange Ø Öja, hvor en strid vestenvind stod lige ind i den lille havn, og fik Mumrikken til at hoppe og danse, og Kaptajn S. P. Hau var utallige gange på dækket for at prøve at tage livet af en særligt enerverende knirkelyd, (red. det lykkedes hende ikke), nåede vi for jerngenuaens hjælp de 32 sømil ned til Nyköping, hvor de to damer skulle påmønstre – og glad var Kaptain S. P. Hau for gensynet for 4 måneder er nu alligevel lang tid uden sådan et par dejlige damer – og de havde remoulade med til en besætning, der nødtørftigt har holdt den kørende på svensk remouladesovs i efterhånden mange uger.
Det blev til 48 timer, hvor den ene dame var mere eller mindre konstant søsyg – også inde i havnen og på søsygetabletter, den anden dame var til gengæld lidt for frisk og sov ikke i 48 timer, men tilgengæld er der blevet snakket om stort og småt, lavet hybenmarmelade, overnattet ved hjortenes ø i Nyköpings skærgård, drukket kaffe med guds egen sejlermælk, snakket, hoppet i havet, dyrket friluftspølsning, røget smøger, snakket, svedt igennem i saunaen og…. snakket.
Nu er det slut med tant og fjas for nu sejler vi hjem til hverdagen, der venter lige rundt om hjørnet.
