Ak ja kære læsere. Hverdagen er lidt ligesom narko, i starten tænker man, at det overhovedet ikke er vanedannende. Men så lige pludselig – haps! så sidder du fast i hverdagens klæbrige edderkoppespind igen, og kan dårligt huske, at der fandtes et andet liv.
Der er gået alt for lang tid siden det sidste blogindlæg, og vi har nu været hjemme i København i over 2 måneder. Men jeg bliver punket fra mange kanter til at få skrevet en afslutning på vores nordiske odysse. Stor tak til alle vores trofaste læsere, det er en god motivation til at få afsluttet eventyret. Så nu river jeg de klæbrige hverdagstråde over så godt jeg kan og flyver tilbage på Mumrikken- og vores rejse hjemover i den vindblæste Østersø. Sæt dig godt tilrette, for her kommer: Le Grande Finale – første del
Vi havde sat damer af i Nyköping. Herfra gik det for fuld fart sydover, med en ilter styrmand Mads ved roret og en bidsk halvvind fra øst. Mads og Mumrikken sejlede hele strækket ind og ud imellem skær, klipper og smalle steder i den sidste rest af Norköpings skærgård, hvor tungen og Mumrikkens rat skulle holdes snorlige for ikke at hamre ind de bølgebruste skær. Planen for den sydlige hjem-overfart var klar: Sejl for satan! Så langt vi kunne nå i dagslys – pust ud i en havn for natten og så op og afsted igen. Efteråret havde gjort sit indtog i Østersøen og for første gang på knap et halvt år var vejret ikke helt med os, men bød på regn, blæst og byger i store mængder. Med andre ord var det om at få sejlet skærgården agterud og udnytte enhver brugbar sejlads-dag.
Som havde en fandenivoldsk sømandsånd af en flyvende hollænder gjort sit indtog i styrmand Mads, så blev der sejlet, og sejlet og sejlet – med en Mads ved roret med lys i øjnene og med et konstant sammenbidt lille smil i den ene mundvig.
Mads sejlede os til Vestervik – helt øde og forladt i havnen med undtagelse af 2 rådyr, som spiste nedfaldsæbler. Herfra gik turen sydover til Øland, Byxelkrok. En underlig fornemmelse at gense Byxelkrok uden for sejlsæsonen. Byxelkrok var stedet på Øland, hvor vi spiste grillet frokost på stranden i guddommeligt smukt juni-sommersolskin med Kaptajnens forældre og ivrige unger, som fandt forsteninger overalt på stranden. Nu var himlen blygrå. Alle de små cafeer og havnesmåbutikker var lukket for sæsonen… mørket indfinder sig allerede omkring aftensmadstid nu. Så afsted igen så snart lyset har indfundet sig nok til, at vi kan se havnemundingen. Det var nu så som så med at kunne se den havnemunding… Hele vejen over Kalmar Sund fra Byxelkrok til Kalmar – en tur på knap 50 sømil, foregik i tyk tåge, finregn og for nedrullet cockpit telt. Ingen vind. Så 50 sømil for lyden af en hårdtarbejdende motor. Ungerne hyggede sig heldigvis.
Hele familien var enige om, at vi fortjente en tur på Bio-Bar – En temmelig uovertruffen burgerbar på Kalmars gågade, hvor vi også spiste på vej nordover. Her fik Frede (endnu engang) charmet både gæster og tjenere så meget, at han sejrsikkert gik derfra med en kaninbamse – til storebror Ankers store fortrydelse. I Kalmar blev vi et par dage og fik provianteret og vasket underbukser og børn, alt imens en omgang kraftig vind og ditto byger passerede forbi os ude i sundet.
Fra Kalmar var der styrmandsskifte, og Kaptajnen overtog for sidste gang på denne rejse roret og kursen for Mumrikkens hjemrejse. Vinden var gået i sydvest – der kommer den fra ca. 75 % af tiden, så der var bidevindsejlads på kryds mellem Øland og fastland over Kalmarsund.
Solen skinnede fra en blå himmel igen, mågerne skreg, ungerne så Wall-E for 117’gang og Mumrikken lagde sig pænt ned på siden og susede afsted. Desværre uden at få ædt særlig mange sømil på den udstukne sydlige kurs. Så er det godt med en indenbords motor. Så med motordyret til hjælp nåede vi frem til Bergkvara – en havn vi også lå i på udrejsen. Her holder vi lige en pause og nyder stilheden og en smuk solnedgang – for nu bliver det altså actionpacked i næste afsnit af Sejlermælk.
