Tjah, for nu ikke at trække pinen længere ud for alle dem, der spændt venter på slutningen, så gik vi altså ret meget på grund på vej ud af Bergkvara. Og det var min skyld, Kaptajnens skyld! Og grunden til denne misere er kun at finde i det faktum, at dagen fra morgenstunden var en lortedag. Bogstavelig talt – for den morgen vi skulle forlade Bergkvara og nå et godt stykke sydpå før en varslet storm ville hærge den del af Østersøen, så var toilettanken flydt over… Igen. Den brune klarinet var ikke blevet spillet på i alt for lang tid og sælerne ikke fodret i ren forglemmelse og almindelig hjemsejlads hastværk. Så der var immervæk et par timers rengøring på den rigtig ufede måde. Af en eller anden mystisk og uforklarlig grund meldte Kaptajnen sig til denne opgave mens resten af familien gik på stranden. Måske udsigten til noget virkelig anstrengende alenetid? En anden øv-ting var at hele agterliget på genuaen hang i laser og kun nødtørftigt var lappet sammen med sejlertape og sejlertråd.
Således forsinket af tis, pølser, og forsejl, kom familien temmelig sent afsted den dag og Kaptajnen får i sin fækalieomtågede og let stressede tilstand ikke tastet ruten ind i gps’en – hva fanden, det var jo anden gang vi skulle sejle ud af det havneløb og så… BANG!
Man skal prøve at sejle på et stykke svensk grundfjeld for virkelig at forstå, hvor skræmmende ubehageligt det er. Efter det øredøvende brag+ børn og voksne som vælter rundt i hinanden, så følger nogle meeeget lange sekunder, hvor båden knirker og knager, og vipper faretruende fra side til side på det tvivlsomne og uvante underlag af klippegrund, så kommer der et lille lys i knolden af overlevelses instinkt- Kaptajnen samler hylende unger op og trøster – og Mads overtager roret og får på en eller anden måde bakket os ned af det undersøiske fjeld igen. Avs, den oplevelse sidder stadig og lurer i kroppen, som noget du IKKE skal prøve igen. Vi luskede tilbage i havnen, temmelig rystede. Kaptajnen synes ligesom det måtte hvile på hendes tankeløse skuldre at trække i våddragten og finde ud af, hvor slemt det stod til med Mumrikkens køl og bund. Ja, køl og ror sad stadig fast, men det så ud som om, en stor haj havde taget en bid af begge dele. Thank heaven for Mumrikkens blykøl! Vi besluttede derfor, at liste for motor til Karlskrona og få Mumrikken løftet og tjekket ordentligt af fagfolk. Men en temmelig nervepirrende tur med grundstødningen i frisk erindring som et mareridt, der genspillede sig igen og igen i hovedet i mange efterfølgende dage. Særligt Anker var påvirket af grundstødningen resten af hjemturen. En virkelig ærgerlig afslutning på et ellers på mange niveauer perfekt sommertogt. Heldigvis skulle det vise sig, at vi havde været svine heldige, og Mumrikken havde kun lidt kosmetiske skader, som Mads selv kunne fixe vel hjemme i Lynetten igen.
Resten af hjemturen forløb heldigvis ganske fredeligt og endnu en gang viste Hanø-bugten sig fra sit absolut vindstille jeg. Det blev til motorsejlads på en spejlblank bugt og ungerne fik under Kaptajnens strenge ordrer skuret dæk og vasket vinduer.
Det var mærkeligt at komme hjem til hverdagen igen. Lejlighed, job og børnehave. Vi overvejede seriøst at købe et gammelt landsted og flytte til Svendborg. Istedet har vi nu fået et andet større projekt, da der i løbet af de kolde vintermåneder er plantet en lille spire i Kaptajnens mave. Så nu er vi landfaste i København en tid endnu. Hvem ved – måske venter der et nyt sejler-eventyr på os, når der nu alligevel skal holdes barsel hen over næste forår og sommer. Vi er uanset hvad enige om, at vi skal afsted igen. Og vi kan varmt anbefale denne rejseform til andre, der måtte have langtursdrømme i tankerne.
So stay tuned – sommeren byder her på Sejlermælk også på en smagsprøve på Middelhavs familiesejlads, når familien om en måneds tid rejser til Sicilien for at fejre gode venners bryllup og i den forbindelse liige har lejet en 33 fods Jeanneau i en uges tid fra Porto Tripani.