Luk øjnene og forestil dig den top lækre hvide skinnende sejlbåd og den ferieafslappede familie i det turkisblå Middelhav. Solen skinner (der er IKKE 34 grader i skyggen, høj luftfugtighed og masser af myg), delfinerne springer foran bådens stævn og alle de venlige sicilianere vinker til dig inde fra bredden med olivengrene og citrusfrugter. SCRATCH – Den drøm har holdt mig kørende hele vinteren, men jeg bliver nødt til at starte med at afsløre, at denne smukke drøm til dels ikke blev modsvaret af virkeligheden… Da familien Paluszewski-Hau efter at have været til alletiders drømmebryllup i Reggio de Calabria hos gode venner, endelig påmønstrede udlejningsbåden I Porto di Trapani på Siciliens nordvestlige kyst, var vi godt brugte efter at have rejst hele dagen. Vi nåede kun lige frem til havnen til tiden. Vi havde spildt dyrebare minutter efter kaptajnen i Trapani lufthavn, efter bedste blondine-med-gravid-mave havde forsøgt at prutte om prisen på taxaturen fra Trapani lufthavn til havnen , med det resultat at samtlige taxachauffører endte i et heftigt skænderi! Vi endte med at betale “the fixed price” på ialt 30 euro for turen som tog 15 minutter… Havet var sådan cirka præcist så blåt og klart som vi drømte om hjemmefra – fratrukket de manglende springende delfiner i solnedgangen, de er vist forsvundet pga overfiskning og færge trafik, og det faktum at det var lidt rigeligt spændende, at bade i det indbydende klare svømmehalsvand, da de globale klimaforandringer havde sørget for at tilplastre vandet med de forbistrede små brandmonstre til Medusa’er – Stronza hvor gør det ondt at blive stukket i røven af sådan en fætter!
Men det, der smadrede de høje forventninger mest var båden…. og dem vi lejede den af.
Ja det er både temmelig dyrt og temmelig besværligt lige at flytte familien over i sådan en halvsmadret Jeanneau Sun Odessey 33 , som udlejningsselskabet sætter ca. en times tid af, til at sætte dig ind i. Hertil kom afbrydelser af div. opkald fra andre kunder.. tilsat lidt hylende unger. At båden er brugt og ikke shiner I alle detaljer kan vi sagtens leve med. Men at batterierne er afladte, strømkablet smadret, at der skal afregnes kontant og selskabet Saylogy ikke har informeret om dette på forhånd, (Mads løb en hurtig sprint de 2 km der var til nærmeste bankomat og tilbage ) , og at de også liiige har glemt børneredningsvestene er ikke i orden. Således gik den første dag ud af ialt 6 hele sejlerdage til en samlet pris af små 10.000 kroner, med at prøve at få styr på strømmen og sejle det første stykke til øen Favignana uden sikkerheden i orden. Favignana er den ene af de ialt 3 øer der udgør de ægadiske øer.
Vel ankommet til Favignana havn, på øens nordkyst – en smuk, livlig og charmerede havn, + en autentisk siciliansk by, tonsede familien rundt i den kogende middagshede for at prøve at skaffe de manglende veste – uden held.
På de Ægadiske øer skal man ikke forvente, at møde engelsktalende lokale. Efter at have spurgt de første 10 butiksejere med fagter og tegnsprog uden held, kulminerede det i et temmelig ukontrolleret frustrations opkald til den stakkels dame fra det lokale selskab: Seafolk.it, der står for al det praktiske. Kl otte om aftenen ankom selv samme dame med færgen til Favignana + 2 børneredningsveste. Så langt så godt.
Måske skal man ikke forvente, at man bare sådan kaster fortøjningerne og er I gang med nye spændende sejlereventyr på Middelhavet fra første dag, men så er 6 dage bare alt for lidt. I det hele taget bar vores 6 dage ombord på vores lejede Jeanneau præg af, at have alt for lidt tid til afslapning og sejlereventyr og alt for mange praktiske udfordringer og diskussioner om, hvor langt vi kunne sejle med den givne vejrudsigt og til hvilken destination. Turen bød dog også på nogle smukke og gode oplevelser, maden, isen, kaffen og de smukke øboere især . De Ægadiske øer – de to ud af tre vi nåede at se, er naturskønne og charmerende, med mange gode ankerpladser med ankringsbøjer, som du så godt nok også betaler for. 27 euro for en nat.
I de bedste ankringsbugter må du ikke kaste anker om natten. De lokale siger, at det er pga. naturbeskyttelse, men det lugter nu lidt af, at være en god fidus for at tjene penge på føromtalte ankringsbøjer.
Konklusionen på turen er, at det er fedt at have fået afprøvet en gammel drøm om at sejle i Middelhavet. Men skal vi gøre det igen skal det gøres ordentligt og ikke være i de varmeste sommermåneder. Så bliver det enten i egen båd eller med andre sejlere, som skal sejle i længere tid end sølle 6 dage… Og mere end de sølle Ca. 30 sømil vi nåede at sejle ialt… Plus lidt flere italienske sejlergloser i håndbagagen! Nå ja, og så uden en meget gravid kaptajn.
